Skræmmetaktikken virkede. Danmark vandt guld for femte gang i træk, konstaterede landstræner Steen Schleicher Pedersen to en halv time, før det første slag var slået i EM-finalen for badmintonhold. Udvekslingen af holdopstillinger dokumenterede slet og ret, at Holland havde givet op på forhånd og valgt at spare sine bedste spillere til den individuelle turnering, der begynder i dag. »Det er jo også vores fortjeneste. Jeg ryger ikke på den med, at Danmark bare vinder, fordi andre ikke er særlig gode. Det er de altså - vi er bare bedre. Derfor er alle i truppen også glade for at vinde en af de guldmedaljer, der er motivationen for at komme til træning hver dag«, siger landstræneren og slår fast, at bredden i den danske trup blev den afgørende faktor. »Nogle af de andre europæiske lande har en top, der kan true os på en god dag. Men både englænderne i semifinalen og nu hollænderne har åbenbart vurderet, at chancen for, at alt flasker sig mod os, er så lille, at den ikke er værd at gå efter, når vi kan spare på krudtet og alligevel nå finalen«, vurderer Steen Schleicher Pedersen med henvisning til, at alle udtagne spillere på nær Amalie Dynnes Ørsted har været i aktion i løbet af de fire indledende holdkampe. Fysisk og mentalt overskud Det gav før finalen spillere som Peter Gade, Camilla Martin og verdensmestrene i herredouble Jonas Rasmussen og Lars Paaske et fysisk og mentalt overskud, som hollænderne end ikke ville udfordre. De kunne have haft sejrsmuligheder med Mia Audina, der netop har vundet Japan Open, i både damesingle og -double, men da hun har overanstrengt sin ene læg, blev nr. tre i det nederlandske hierarki, Karina de Wit, udtaget i hendes sted. Tilsvarende fik verdens nr. 21 i herresingle, Dicky Palyama, lov til at spare kræfterne til jagten på olympiske kvalifikationspoint i den individuelle turnering - og så var gassen gået af finalen. »Vi kender jo selv fornemmelsen fra dengang, VM for blandede hold - Sudirman Cup - blev spillet lige op til det individuelle VM. Vi kunne spille røven ud af bukserne for at nå så langt som muligt med vores bedste hold, men gjorde det med stor risiko for at bruge alt for mange kræfter op til kampene mod de nationer, der havde overskud i kraft af den bredde, vi har i europæisk sammenhæng. Så kunne vi tabe og samtidig sætte os selv tilbage i den individuelle turnering«, forklarer landstræneren og mener, at Danmark også kunne finde på at spare på ressourcerne mod en overmagt. Vigtigt for holdånden »Skulle vi i næste måned eksempelvis nå frem til en semifinale mod Kina i Uber Cup (VM for kvindelandshold, red.), er det da langtfra sikkert, at vi ville stille op med Camilla Martin. Al sandsynlighed taler for, at vi alligevel ville tabe, så andre kunne lige så godt få erfaringen«, mener han. Selv om det i den aktuelle EM-sammenhæng er Danmark, der får noget forærende på grund af forventet overlegenhed, ændrer det ikke det faktum, at guldmedaljerne har stor betydning for holdånden. »Der mangler selvfølgelig den spænding, der bringer intensiteten helt i top som ved Thomas og Uber Cup, men vi får bekræftet, at det er det rigtige, vi gør - og det er også vigtigt«, understreger Steen Schleicher Pedersen, der sammen med resten af den sportslige ledelse arbejder bevidst med teambuilding som led i udviklingen af Danmarks bedste badmintonspillere. På overlevelsestur med jægersoldater Kort efter VM i Birmingham blev hele truppen sendt på overlevelsestur ledet af jægersoldater. Tilsvarende var der som led i forberedelserne til de næste store opgaver - EM, Thomas og Uber Cup samt OL - en overraskelsesdag på August Krogh Instituttet på programmet. Spillerne skulle konkurrere, quizze og selv lave aftenens middag i selskab med ægtefæller og kærester. »Vi gør det, så spillerne kan lide at være med til idræt på højeste niveau. Det er og bliver et hårdt slid, men det er ikke alle, der kan tjene penge på det. Derfor skal de havde noget andet ud af det - og det forsøger vi at give dem ved den slags aktiviteter«, siger landstræneren og forsikrer, at spillerne går til indbyrdes konkurrencer med samme entusiasme som til de største kampe. »Det foregår med vægt på holdoplevelsen, så spillerne får en fornemmelse af, hvor vigtigt det er at stå sammen. Samtidig oplever vi hinanden med andre kompetencer - eller mangel på samme - end dem, vi har på badmintonbanen. Det styrker sammenholdet«, konstaterer Steen Schleicher Pedersen.