Lleyton Hewitt var blot en knægt, da han første gang besøgte Melbourne Park for at se tennis. I en årrække var han blandt de tusinder af australiere, som hvert år køber billet til arenaen for at følge verdens bedste spillere i sommervarmen - i håb om at se en australsk vinder af turneringen. Dengang drømte Lleyton Hewitt om at vinde Australian Open, og det gør han sådan set stadigvæk. Knægten er vokset op, og i dag er det blandt andre ham, som tusinder af australiere hvert år håber på at se vinde. Men den unge tennisspiller har endnu aldrig vundet årets første grandslam, selv om mange - og vel også ham selv - havde forventet, at det var sket. Både i 2002 og 2003 lå Lleyton Hewitt øverst på verdensranglisten og gik ind i turneringen som topseedet, men første år blev han slået ud i første runde, og sidste år nåede han fjerde runde, hvilket er det bedste resultat, australieren har præsteret på Melbourne Parks baner. Vandt første ATP som 16-årig Lleyton Hewitt vandt sin første ATP-turnering som 16-årig, og i 2001 blev han den yngste mandlige spiller, som nåede toppen af verdensranglisten. Da var han 20 år og otte måneder gammel, og placeringen blev sikret, da han vandt Tennis Masters Cup i Sydney. Få måneder forinden havde han vundet sin første grandslam, US Open, og i sommeren 2002 gik knægtens anden store drøm i opfyldelse, da han fik overrakt det legendariske Wimbledon-trofæ. Størstedelen af 2003 blev imidlertid aldrig nogen succes for Lleyton Hewitt. I april mistede han sin førsteplads på verdensranglisten til Andre Agassi, og i juni blev han som forsvarende mester slået ud af Wimbledon i første runde af den ukendte Ivo Karlovic, der havde været igennem kvalifikationsturneringen for at få en plads i det fine felt. Hofteskade holdt ham ude Australieren nåede kvartfinalen i US Open, før en lille hofteskade forhindrede ham i at yde Juan Carlos Ferrero optimal modstand, og turneringen viste sig at blive hans sidste i 2003. Dels skulle han have fjernet en vorte på foden, dels valgte han at bruge al energi på Davis Cup i stedet for at spille turneringer, der kunne have resulteret i en bedre placering på verdensranglisten og måske givet ham en billet til årets afsluttende Tennis Masters Cup i Houston. Beslutningen viste sig at være fornuftig. Hewitt var med en sejr over Wimbledon-vinderen Roger Federer med til at sikre Australien en plads i finalen mod Spanien, og da den oprandt i november, ankom gæsternes bedste spiller, Juan Carlos Ferrero, slidt efter en lang sæson, mens Lleyton Hewitt derimod var frisk og veloplagt og med til at sikre Australien den endelige sejr i turneringen. En succes, der blev sikret på Melbourne Park. Fire oplagte favoritter Når verdens bedste tennisspillere i morgen betræder banerne samme sted, er feltets fire højst seedede spillere - verdensranglistens førende, Andy Roddick (1), vinderen af sidste års Tennis Masters Cup, Roger Federer (2), den regerende French Open-mester, Juan Carlos Ferrero (3), og den spiller, der er ældst, men alligevel ikke viser tegn på alderdom, Andre Agassi (4) - turneringens oplagte favoritter. Men vi skal helt ned til den 15.-seedede spiller for at finde den deltager, der vel nok har størst vilje til at vinde Australian Open. Varemærket Mens serven, forhånden, baghånden, flugtspillet for andre spillere er det stærkeste våben, har viljen symboliseret ved et hårdt knytnæveslag på hjertet samt et indædt og kampberedt »come on« altid været Lleyton Hewitts varemærke. Selv om 2003 til tider viste tegn på det modsatte, har Lleyton Hewitt altid vundet kampe, som andre har tabt, fordi han har vundet point, andre har opgivet. Australierens personlighed udstråler en beslutsomhed og målrettethed, som ifølge australske reportere blev født i juniorårene, da han blev trænet af sin far Glynn, hvis elskede mantra var »Hewitts taber ikke«. Det er samtidig denne personlighed, der indimellem er blevet udsat for kritik. Som da han sidste år under en kamp i Hamburg sagde til en dommer, at denne burde finde tilbage til de lavere rangerede turneringer for at lære reglerne, eller da han i US Open 2001 efter sigende kædede en dommers sorte hudfarve sammen med dennes kendelser i en kamp mod den sorte spiller James Blake. Føler sig fordrejet Selv mener han, at han blev fordrejet i kontroversen med James Blake. »Medierne byggede det op til noget, som det ikke var, og ingen har lyst til at tro din side af historien. Det var hårdt at møde medierne hver dag efter det, og det kom til en fase, hvor man stort set sætter en mur op. Man gav dem meget korte svar og forsøgte at komme ud derfra så hurtigt som muligt, og det skete, mens jeg var ved at vinde US Open. Det gjorde mig nok mere sulten«, sagde Lleyton Hewitt i et interview med den australske avis Herald Sun forud for Davis Cup-finalen sidste år. Han har med egne ord haft sine kampe med mange medier og finder det skuffende, når nogle folk »altid forsøger at nedlægge mig og skrive negative artikler«. Muren ser da heller ikke ud til at være faldet. Sammenlignet med mange andre virker han mange gange anspændt og på vagt til pressekonferencer, og han hører ikke til de spillere, der villigt giver et interview. Forholdet til pressen endte sidste år i et slagsmål med ATP - spillernes egen organisation - da Lleyton Hewitt krævede en millionerstatning ud fra den betragtning, at ATP havde smudset hans navn til ved at tilbageholde penge, fordi australieren var udeblevet fra et interview, som han var forpligtet til at stille op til. Irritabel herre Men ikke alle sportsfolk er født med et afslappet forhold til medierne og det at være i rampelyset, og det generer tydeligvis Lleyton Hewitt, når andre skal analysere hans gøren og laden, som da han i kølvandet på sit historiske nederlag i Wimbledon i 2003 skulle høre på, hvordan der blev sat spørgsmålstegn ved både hans tilstedeværelse i French Open, da han selv var blevet slået ud, men valgte at blive i Paris for at bakke sin kæreste, Kim Clijsters, op, og forældrenes tilstedeværelse ved de turneringer, som han spiller. »Det er skuffende, der er ingen grund til det, og det er underligt. Da jeg tabte første runde i Wimbledon, forsøgte folk at skyde skylden på noget. Af en eller anden grund var det Roger (hans træner, red.), det var mine forældre, det var, fordi jeg blev og så Kim i French Open-finalen. Alle de folk pegede på forskellige grunde, og gik man 12 måneder tilbage, til da jeg vandt Wimbledon, snakkede alle medier om den gode indflydelse, det var at have mine forældre med mig. Det giver ikke mening. Men hvad ved de også om det? Der er mange mennesker, der ikke aner noget om mig, min familie eller andre. Når det kommer til stykket, kender jeg de mennesker, som holder af mig, ikke kun på banen, men også udenfor«, sagde Lleyton Hewitt til Herald Sun. Hewitt har firet til Kim Clijsters Siden Davis Cup-triumfen har Lleyton Hewitt friet til Kim Clijsters, ageret caddie for Greg Norman og så ellers trænet hårdt for at komme i den form, der ifølge Hewitt selv har gjort ham lige så god - hvis ikke bedre - som da han deltog i Australian Open i 2002 og 2003, og selv om rangeringen på verdensranglisten nu er 17 i stedet for 1, forventer Lleyton Hewitt, at presset vil være større end nogensinde. Gårsdagens sejr i den sidste opvarmningsturnering inden Australian Open har helt sikkert gjort sit til, at hans forventning kommer til at holde stik. »Der er altid pres og forventninger i forbindelse med den nationale titel, når vi realistisk set nok kun har to fyre, der er udfordrere, Flip (Mark Philippoussis, red.) og mig selv«, sagde Lleyton Hewitt tidligere i denne uge til Herald Sun. »Jeg tror, at tennissporten i Australien for øjeblikket befinder sig på et højdepunkt, og jeg tror gerne, at de vil se en australsk vinder«. Om to uger ved vi, om australierne får deres drøm opfyldt, og om Lleyton Hewitt gør det samme.