De kan se det i fjernsynet og læse om det i aviserne, men nu skal børn og unge også undervises i OL i folkeskolen. I hvert fald hvis det står til Danmarks Idræts-Forbund (DIF). Organisationen præsenterede onsdag et nyt internetbaseret undervisningsmateriale til folkeskolens ældste klasser om de olympiske lege. www.ol-studiet.dk er navnet på hjemmesiden, hvorfra lærer og elever kan hente OL-stof, der kan bruges i fag som dansk, matematik, historie, samfundsfag, idræt, biologi, billedkunst og geografi. Tæl medaljerne »De olympiske lege giver uanede muligheder for at få idrætsstoffet ind i den almindelige undervisning. I samfundsfag og historie kan man beskæftige sig med selve idéerne bag olympismen og de politiske konflikter, der stort set altid følger med de olympiske lege. I matematik kan man arbejde med udviklingstendenser inden for medajlefordelingen, og i billedkunst kan man beskæftige sig med design af for eksempel de olympiske symboler«, idéudviklede DIF's formand Kai Holm. Han sagde, at materialet er udformet som »et problematiserende, aktiverende og åbent« program, og at det har været DIF's intention, at eleverne selvstændigt og kritisk behandler de mange forskellige emner. Og der er ikke forudindtagede holdninger i stoffet, lovede formanden. »Der er ikke fra vores side indlagt løftede pegefingre, og der er heller ikke tale om en selvforherligelse eller en indoktrinering af, hvor god og sund den olympiske sport nu kan være. Tværtimod lægger vi op til nogle gode diskussioner«, sagde Kai Holm. Ministeriel opbakning For at kaste glans over arrangementet havde man fået lov til at låne et pænt lokale i Kulturministeriet, og heldigt nok havde kulturminister Brian Mikkelsen(K) både tid og stor lyst til at gå de få skridt fra sit hjørnekontor ind i Store Mødesal for at give materialet et par pæne ord med på vejen. Penge har han nemlig ikke givet. Ud af de 600.000 kr., som projektet har kostet, har DIF fået ca. 200.000 kr. i støtte fra Den Internationale Olympiske Komité (IOC), og ellers betalt resten selv. Men den sportsglade minister synes, at det er et godt initiativ, DIF har taget. »Jeg er af den overbevisning, at idræt skal have en mere fremtrædende rolle i skolen, og at kvaliteten i undervisningen skal være i top. Og det synes jeg, at dette moderne undervisningsmateriale understøtter på flotteste vis«, sagde Brian Mikkelsen. »Man skal selvfølgelig passe på - det er jeg selv skeptisk over for - at man putter flere ting ind i folkeskolen og i gymnasiet. Vi får ansvaret for aids, vi får ansvaret for kondomer og alle mulige andre spændende ting, men her er der en mulighed for, at man kan lære noget om flere tusind års historie og noget, som fascinerer børn og unge i dag. OL-historien er i sig selv et billede på den moderne udvikling, og OL-idéen rummer betydninger, der rækker langt ud over idrætsarenaen og langt ind i dannelsen af det enkelte menneske«. Doping i søgelyset Og alle historier om de olympiske lege skal fortælles, mener kulturministeren. »Både de glorificerede historier om de mange helte, store medaljetagere, men også de mindre spændende ting - hvordan landene har brugt det politisk ved for eksempel i Østeuropa at dope en masse unge sportsfolk, fordi det var den måde Østtyskland kom frem på i forhold til Vesttyskland. Hvordan man har brugt doping, hvordan det kommercielle har gjort sit indtag med alle de sponsorer«, sagde han. En tilfreds bruger En gruppe skoleelever fra Køge havde inden offentliggørelsen af hjemmesiden fået lov at kigge med, og 15-årige Anders Jensen, der netop har haft sidste skoledag i 9. klasse, var tilfreds. »Jeg synes, at det er en god side. Det er meget bredt med mange sportsgrene, og der er meget hjælp, hvis man vil lave projekter - logbøger og problemformuleringer. Det er spændende, fordi man selv kan sidde med det, det er anderledes end at sidde og terpe i bøger«, sagde han. AntiDoping Danmark lancerede for godt et halvt år siden også et internetbaseret undervisningsmateriale, om doping, og evalueringen af det projekt ligger klar om få dage. Christian Borch, der er konsulent i AntiDoping, kunne dog i går fortælle, at hjemmesiden bortset fra en lidt træg start har haft mellem 500-600 besøgende om dagen, hvilket ifølge Christian Borch er tre gange så stor tilslutning, som andre tilsvarende undervisningssider.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Eksperter advarer politikerne: Stigende pensionsalder skaber en udvikling, mange næppe har tænkt til ende
-
Dansk ai har afgørende fordel over amerikansk gigant
-
5.000 kroner for en dags fornøjelse: »Det er alle pengene værd«
-
Trumps handelskrig kan ende som en historisk milepæl
-
Tidligere V-rådgiver: Hvis de vælger at indgå i endnu en midterregering, har de ikke forstået problemets omfang
-
Se de vilde billeder: AGF's mestre blev modtaget som helte af et euforisk Aarhus
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Klumme af Christian Johannes Idskov




























