Vemod, glæde, forståelse - det er nogle af de følelser, der melder sig ved det pludselige budskab om, at Danmarks mest vindende professionelle landevejsrytter gennem tiderne Rolf Sørensen med øjeblikkelig virkning har indstillet aktiviteterne. Vemod, fordi det er trist at tage afsked med så stor en personlighed som den nordsjællandske italiener, der gennem halvandet årti har udmærket sig som en af sit fædrelands mest lysende idrætsstjerner. Glæde, fordi det har været fornøjelse på nært hold at følge den udvikling, han gennemgik fra gudbenådet talent til etableret verdensnavn. Og forståelse, fordi det forekommer letfatteligt, at en 37-årig familiefar efter 16 sæsoner i en branche, som kræver enorme grader af både afsavn og slid, når til et punkt, hvor han må skifte spor. Særdeles atypisk for den måde, Rolf Sørensen i sin lange, glorværdige karriere har haft for vane at sikre sig maksimal opmærksomhed om både sine præstationer og sine proklamationer, slap den sidste nyhed i forbindelse med hans tilværelse som aktiv rytter ud med begrænset effekt. Den dukkede op lørdag aften på TV 2's tekstsider - måske forståeligt eftersom Rolf Sørensen i denne uge gæster studiet i Odense for at kommentere de tidligere kollegers bedrifter på de franske landeveje - midt i Tour de France- beretningerne, som optager det meste af den cykelorienterede medieinteresse. Rolf Sørensen var ikke mere end en stor knægt, da han første gang optrådte i bredere offentlig sammenhæng. Det skete, da han sammen med sin far Jens deltog i gentleman-cykelløbet Paris-Tuborg. Og den hovedrysten, som dengang fornemmedes i den undrende omverden, dukkede op igen, da han på egen hånd drog til Italien allerede som junior med det erklærede formål at satse alt på cykelsporten. Men det, som mange måske ikke forstod - det har nok alle så siden fået øjnene op for - var, at der bag alle den unge Sørensens handlinger lå en ubrydelig familieopbakning. Og netop dette element - at han altid har kunnet regne med den maksimale støtte fra sine nærmeste - har udgjort en altafgørende faktor for den overvældende succes, han gennem årene sled sig til. Så kunne andre sige, hvad de havde lyst til. Rolf Sørensen har nemlig aldrig ladet sig styre af uvedkommendes tanker og meninger, og han har også til enhver tid trodset janteloven ved frimodigt og konstant at give udtryk for sine højtflyvende ambitioner og sin klippefaste tro på, at hans evner lå på så excellent et niveau, at han nok skulle få drømmene opfyldt. Den sidste store af slagsen - at blive verdensmester - har været drivkraften hidtil i denne sæson. Det var den, der holdt ham i gang. Men end ikke dette mål, har altså været tilstrækkeligt til at få hjulene til at rulle videre. I fredags mødtes Rolf Sørensen derfor med sin italienske boss, cykelfabrikanten Ernesto Colnago, der er en af hovedmændene bag det mandskab - Landbouwkrediet-Colnago - som blev danskerens sidste arbejdsplads, og forklarede ham om sin manglende motivation. Og Colnago havde ikke vanskeligt ved at acceptere Rolf Sørensens argumenter. »For første gang, siden jeg begyndte at køre cykelløb, har jeg kunnet mærke, at lysten ikke længere er til stede. Det er en besynderlig fornemmelse, når man aldrig har følt sådan før. Cykelsporten har altid være en passion for mig. Ikke et arbejde, men en hobby. Det har aldrig forekommet som et offer, at alt skulle indrettes efter min idræt. For den var jo det vigtigste. Men efter Giro d'Italia har jeg ikke kunnet sætte mig op til at gå i gang med den hårde træning for 117. gang. Så selv om det naturligvis er uhyre svært at skulle sige farvel til det, der har været så stor en del af mit liv, har det været indlysende at jeg måtte gøre det«, fortæller Rolf Sørensen fra hjemmet i Toscana. Uafklaret rolle »Selvfølgelig spiller det også ind, at jeg savner min familie meget, når jeg er væk fra den. Men det har jeg trods alt levet med i flere år, så selv om det er en medvirkende årsag til at stoppe, er det ikke den afgørende. Jeg kan ikke gå på kompromis med min indstilling og blot køre videre for halv kraft. Det er rigtigt, at jeg, da sæsonen begyndte, havde håbet på at sætte punktum med et sidste stort resultat ved VM i Zolder. Men når gnisten ikke længere er der, nytter det ikke noget. Og jeg opfatter ikke min beslutning som særlig dramatisk. Der er jo blot tale om, at jeg holder op tre måneder før forudset«. »Jeg regner med, at jeg under en eller anden form får en tilknytning til det hold, som Colnago har planer om at gøre endnu større. Men hvad min rolle bliver, har vi endnu ikke aftalt. Jeg er da også klar til at tage en tørn for dansk cykelsport, hvis der skulle være brug for mig. Men indtil videre anvender jeg de kommende måneder på at vænne mig til, at jeg er færdig som cykelrytter. Og så har jeg jo vores olivenlund at tage mig af, men ellers har jeg ingen faste fremtidsplaner, ud over at jeg og familien bliver boende i Italien«. Talrige er de højdepunkter, der har kunnet registreres i Rolf Sørensens seksten et halvt år på cyklen, og derfor er der ikke noget at sige til, at han har vanskeligt ved at fremhæve det ene for det andet. »Jeg har nået så meget, at jeg heldigvis har haft massevis af glæder på forskellige tidspunkter. F.eks. gav det mig en kæmpemæssig tilfredsstillelse, da jeg i mit første år som professionel i 1986 kom hjem fra Italien for at køre det nordiske mesterskab ved Århus og satte alle på plads. Sejren i Tirreno- Adriatico året efter var mit internationale gennembrud, og jeg tror nok, den overraskede alle. Og sådan er det blevet ved. Den gule trøje i Tour de France 1991 står også som en af de store oplevelser, selv om jeg måtte udgå efter styrt. Og Liege-Bastogne-Liege to år senere blev noget specielt, fordi det var et mål, som jeg havde arbejdet meget intenst frem mod, og derfor var det så herligt, at jeg kunne vinde. Flandern Rundt i 1997 står højt blandt minderne, hvilket ligeledes gælder OL-sølvet i Atlanta samt på sin egen måde sejren i Post Danmark Rundt for to år siden, fordi det var en dejlig følelse at blive hyldet på hjemmebane«. Førstepladsen i Danmarks største cykelarrangement blev den sidste triumf, som føjedes til Rolf Sørensens generalieblad. Han nåede i foråret med sjettepladsen i Flandern Rundt at bevise, at han stadig kan begå sig blandt de bedste i de løb, som gennem hele karrieren har hørt til hans foretrukne. Men det sidste resutat, der registreres ud for danskerens navn bliver placeringen 2. juni som nr. 124 i Giro d'Italia med et minus på 2.49.20 timer til den sejrende Paolo Savoldelli. Med Rolf Sørensens exit har den sidste af det evnerige kuld, som skaffede dansk cykelsport så imponerende resultater op gennem 1990erne, forladt den internationale scene. Han holdt ud en anelse længere end jævnaldrende som Bjarne Riis, Jesper Skibby, Brian Holm, Johnny Weltz og Alex Pedersen. Og han formåede også at levere toppræstationer af fornemste karat over en længere periode end nogen anden.