Begrebet ekstremsport er i fremgang og er blevet noget, som mange taler om, men som ingen kan forklare, hvad er. Ud over at det er vanvittig fedt eller bare vanvittigt. Mennesket har alle dage fundet på at dyrke det ekstreme for at udfordre sig selv og hinanden, men logisk set bliver det ekstreme mere ekstremt med tiden, og det har bl.a. affødt advarsler fra lægelig side. Søren Damkjær er idrætssociolog ved Institut for Idræt på Københavns Universitet. Han mener, betegnelsen ekstremsport er noget af en rodekasse, fordi den mangler at præcisere, hvori det ekstreme består. At gå på hænder op til kiosken er jo først ekstremt, hvis nogen synes, det er ekstremt. Omvendt er det jo ikke ekstremt at bestige et mindre bjerg for en erfaren bjergbestiger. Sikkert er det dog, at det ekstreme gøres mere ekstremt med tiden. »Der ligger den indre logik i ekstremsport, at mere vil have mere. Opfattelsen af, hvad der er ekstremt, udvikler sig jo - både for udøveren og iagttageren. Når det ekstreme er blevet dyrket længe nok, bliver det jo banalt. Det er cyklussen. Så øges graden af ekstremitet, fordi det også ligger i ekstremsportens væsen, at den skal være unik«, forklarer Søren Damkjær. Læge: Knald i låget Én af de nyeste versioner af ekstremsporten er fridykning. Den betegnes som den hurtigst udviklende organiserede ekstremsport i verden med allerede godt 5.000 udøvere. I blot et enkelt åndedrag når de bedste ned på 80 meters dybde og kan holde sig under vandet i mere end syv minutter. Det er ekstremt for de fleste. Og knald i låget, mener dykkerlæge Michael Treschow. »Iltmangel er aldrig sundt. Der går blandt andet hjerneceller til grunde, og hvis de forsvinder, hver gang fridykkerne træner, så begynder det jo at knibe på et tidspunkt. Jeg mener simpelthen, at de spiller russisk roulette med deres hjerner«, siger Michael Treschow fra Roskilde Amts Sygehus. Selvom man ikke kan få dykkersyge af at fridykke, kan man miste orienteringen eller ligefrem bevidstheden på grund af de store trykforskelle. Og man kan sprænge trommehinderne, få blod i lungerne eller se sine øjne suget ud. Som dykkerlæge for frømandskorpset gennem mange år har Michael Treschow set, hvordan selv specialtrænede dykkere er kommet i vanskeligheder. »Frømændene kommer ikke i nærheden af de dybder, danske fridykkere ligger på. Jeg kan ikke give nogen faktisk grænse for, hvor langt man kan gå, men jeg bekymrer mig slet ikke om dybder på mere end 40-50 meter, fordi det er så ufysiologisk«, siger Michael Treschow. Dykkerformand: Vi har erfaringen Jesper Pedersen er formand for Hvidovre Fridykning, og han kender kritikken. »Det er rigtigt, at fridykning kan være farligt, men kun på samme måde som andre sportsgrene. Man kan sammenligne fridykning med motorsport: det er farligt, hvis man ikke er fornuftig. Desuden er der mig bekendt ikke nogen undersøgelser, der viser, at fridykning kan give varige skader, selvom man for eksempel får gentagne blackouts. Det er bare dumt og usportsligt. Alligevel kører vi altid med en sikkerhedsmargin, så ingen for lov til at dykke dybere, end vi ved, de kan. Det kræver erfaring, og den har vi«, siger Jesper Pedersen. Han minder om fridykningens regel nummer ét: Dyk aldrig alene.