Hvis der er nogen, som kan råbe højt, er det jugoslaver. I hvert fald målt på den nobelt klædte jugoslaviske repræsentant i Det Internationale Håndboldforbund, der havde taget plads på pressepladserne under kampen om bronze ved håndbold-VM i Italien. Som kampen mellem Jugoslavien og Danmark skred frem med det ene dramatiske indslag efter det andet blev han konstant mere og mere rød i hovedet, mens hans røst nåede højder, operasangerne på Det Kongelige Teater ville være stolte af. Og han havde da bestemt også grund at råbe og skrige fuldstændig uhæmmet ligesom resten af tilskuerne i den næsten fuldt besatte Merano Arena, hvor de danske og jugoslaviske håndboldspillere leverede en kamp om bronzemedaljerne, der formentlig vil gå over i historien. Eneste minus set fra et danske synspunkt var det, at Jugoslavien i sidste ende kunne danse hen over parketgulvet efter de i den forlængede spilletid havde slået sejren effektivt fast mod et forgæves kæmpende dansk mandskab. 42-40 sluttede matchen i jugoslavisk favør efter den ordinære kamp var endt uafgjort 34-34. Begivenhederne på banen var for de fleste iagttagere lige til at blive forpustede af, for så hurtigt gik det, og så meget skiftede opgøret karakter i løbet af de 60 minutter. Enorm opbakning Opbakningen til danskerne var enorm fra hele arenaen, men det var alligevel med bange anelser, kampen blev sat i gang. For kunne Danmark mindre end et døgn efter det skuffende nederlag i semifinalen til Rusland sætte sig op til tabernes finale om bronzen mod de hårdt spillende jugoslaver? Svaret viste sig ret hurtigt at være ja, og efter en lidt tøvende start var det et beslutsomt, godt kæmpende og meget velspillende dansk mandskab, der tog kampen op med de store jugoslaver. Landstræner Jan Pytlick stillede op med blot en spiller på hver fløj - Line Daugaard og Louise Pedersen - og havde hele tre stregspillere på bænken, der skulle aflaste hinanden i det krævende forsvarsspil. Indtil cirka midtvejs i 1. halvleg bølgede spillet frem og tilbage, men så fik Danmark et lille overtag anført af en særdeles veloplagt Kristine Andersen og anfører Mette Vestergaard. Andersen og Vestergaard i profil Kristine Andersen, der set over hele turneringen overraskende har vist sig som bedste danske spiller var både som playmaker og afslutter meget farlig, ligesom Mette Vestergaard efter en lidt svag indledning med blandt andet et brændt straffekast spillede sig op og leverede en indsats i verdensklasse. Da danskerne først havde fået sat sig på 1. halvleg, fik de også gang i scoringerne, som faldt i en lind strøm. Føringen skiftede mellem tre og fire mål og var med to hurtige scoringer af Mette Vestergaard 17-14, da signalet for de første 30 minutter lød. På det tidspunkt var jugoslaven bag Politikens udsendte påfaldende tavs, og bedre blev det ikke, da de to hold kom ud af kabinerne, for meget kunne tyde på, at der var trylledrik i danskernes pausete. I hvert fald gik det nu så hurtigt, at kuglepennen glødede for at notere de danske målscorere. Efter nøjagtig 7 minutter og 38 sekunders spil i Merano Arena sendte Mette Vestergaard et straffekast i nettet bag den jugoslaviske målvogter til en dansk føring på 24-17. Hallen var lige ved at vælte. I minutterne derefter tydede alt på, at Jugoslavien havde opgivet ævred og frivilligt havde i sinde at give op. Desværre var det også fra det tidspunkt, at Danmarks forsvar af uforståelige årsager begyndte at knirke ganske alvorligt i de åbenbart svage konstruktioner. Hård turnering En hård turnering med ni kampe på 12 dage var ved at sætte sig sine spor hos urutinerede forsvarsspillere som Mette Melgaard. Usikkerheden bredte sig i de bagerste danske geledder, samtidig med at de danske målvogtere Lene Rantala og Karin Mortensen absolut intet fik fat i. Et par redninger på kritiske tidspunkter og resultatet havde måske været et helt andet. Da så også Kristine Andersen tog gange smed bolden væk og brændte en friløber, fik jugoslaverne kontakt. Nu fik Jugoslavien - som i semifinalen mod Norge havde været ude i forlænget spilletid - troen på, at det kunne lykkes at vende opgøret, selvom de lang tid var bagud med både fire og fem mål. Fire et halvt minut før tid førte Danmark med 33-31, men på to minutter lavede jugoslaverne tre mål i rap, og så var det lige pludselig danskerne, der skulle udligne for blot at opnå forlænget spilletid i en dyst, de havde domineret i næsten 60 minutter. Ude på bænken var landstræner Jan Pytlick højrød i hovedet, og de få jugoslaviske tilhængere kørte i højeste gear. Mette Vestergaard sørgede for, at kampen skulle ud i forlænget spilletid, da hun udlignede til 34-34 på straffekast. Forlænget spilletid Efter en kort pause, gik de to hold i gang med den forlængede spilletid, hvor Mette Vestergaard scorede alle tre danske mål. Jugoslavien udnyttede dog det vakkelvorne danske forsvar og satte fire træffere ind. Mette Vestergaard hold håbet om dansk bronze i live ved at score yderligere to gange i anden halvleg til stillingen 39-39. Da samtidig Jugoslavien blev ramt af en tominuttersudvisning, lå det hele lige pludselig til et sæt flotte danske bronzemedaljer, men som i hele opgøret havde Danmark svært ved at udnytte overtalssituationerne, og derfor kunne jugoslaverne efter et tæt og intenst opgør sikre sig tredjepladsen med de usædvanlige cifre 42-40. Mens de jugoslaviske spillere sprang rundt i en art krigsdans græd flere af de danske spillere nogle modige tårer, mens tilskuere loyalt klappede både dem og de jugoslaviske vindere ud af banen. For første gang i VM-turneringen fungerede det danske angreb forrygende, men kampen blev tabt på forsvaret, der ellers hidtil havde været stærkeste danske våben. Alle bastioner faldt efter den store føring, hvor bare et par redninger fra Rantala og Mortensen kunne have gjort underværker. Det er selvfølgelig skuffende, at et dansk mandskab ikke vinder en kamp, som de fører med syv mål på et tidspunkt i anden halvleg. Specielt ærgerligt er det, at opgøret tabes, fordi forsvaret falder fuldstændig fra hinanden og lukker hele 34 mål ind i kampen. Fine markeringer Anfører Mette Vestergaard markerede sig som bedste danske spiller med en pragtindsats, ligesom Lotte Kiærskou, Kristine Andersen og fløjen Line Daugaard gjorde det fint. Det var bare ikke nok på en dag, hvor de mere urutinerede viste, at de skal have en del flere landskampe på bagen, før de kan stå distancen i en lang og udmarvende turnering, som et VM er. Det gælder for eksempel stregspilleren Mette Melgaard, der før VM med sine 21 år blot var noteret for 10 landskampe. Hun har ydet en kæmpe indsats i turneringen, men måtte give op til sidst, da jugoslaverne begyndte at lugte blod. Og da hun først blev usikker, bredte det sig som en steppebrand til resten af forsvaret. Kristine Andersen, der ligesom Katrine Fruelund og Rikke Hørlykke har spillet alle ni kampe, måtte ti minutter før tid slæbe sig ud på bænken tappet for kræfter og lade sig erstatte af Hørlykke. VM har dog markeret et fornemt comeback til international håndbold for Ikast-spilleren. Set som helhed er den danske indsats ved VM godkendt, og med lidt held i sprøjten havde Danmark i dag stået med noget metal i hånden. Sådan gik det ikke, og det var jugoslaverne glade for, mens danskerne uden tvivl kommer stærkt tilbage - formentlig allerede til EM på hjemmebane næste år. Før VM var det danske mål at komme blandt de otte bedste. Det lykkedes, men når holdet så først er kommet så langt, justeres målsætningen selvfølgelig og guldjagten sættes ind. De danske spillere vil i dag være mægtig skuffede, men set i et videre perspektiv kan de absolut bruge de 14 dage i Italien til meget.