Der var åbenlys klasseforskel, da det danske fodboldlandshold slap med et 1-0-nederlag mod et velspillende fransk mesterhold. Det danske hold kom straks i problemer mod de teknisk dygtige og boldsikre franskmænd med Zinedine Zidane som smart spillende kreatør på den offensive midtbane. Alle i Frankrig er forståeligt meget stolte over og ellevilde med landets blåklædte fodboldhelte - og der spilles ikke én venskabskamp, uden at der er fuldt hus og en fantastisk stemning som i aftes i Nantes til verdens- og europamestrenes hjemmekamp mod Danmarks VM-hold, der jo i modsætning til Frankrig i løbet af efteråret skal kvalificere sig til slutrunden næste år. Og da den skotske dommer fløjtede af på den lune augustaften, blev de franske spillere igen hyldet som overlegne vindere, efter at de havde spillet en flot kamp og demonstreret en klasseforskel, som nok var større, end de fleste havde forventet efter det danske landsholds gode udvikling under Morten Olsen og lange serie af kampe uden nederlag. Det danske hold i den forventede opstilling kom straks i problemer mod de teknisk dygtige og boldsikre franskmænd med den store general, Zinedine Zidane som en veloplagt, hurtigt tænkende og smart spillende kreatør på den offensive midtbane. De to defensive danske midtbanespillere, Thomas Gravesen og Stig Tøfting, var ikke tilstrækkeligt tæt på og fik derfor ikke fat på Zidane, der bevægede sig meget rundt på banen i en fri rolle i det fleksible 4- 4-2-system. Mens danskerne virkede noget rådvilde og sparkede mere end spillede fodbold og mistede bolden meget hurtigt, når de endelig fik fat i den, demonstrerede hjemmeholdet den form for boldcirkulation, som landstræner Morten Olsen stræber efter, at det danske hold skal spille. Thomas Sørensen, som virkede kompetent og selvsikker i sit spil i det danske mål, lagde ud med et par frække indslag, hvor han brugte hovedet og fødderne på fornem vis, men han nåede ikke at få kastet sig og få hænderne på det langskud, som Robert Pires sparkede ind til 1-0. Franksmændene gjorde længe, hvad der passede dem, mens det danske spil ikke hang sammen og derfor ikke voldte hjemmeholdet problemer. Afleveringerne var dårlige på midtbanen, opspillet bag fra upræcist og usikkert, og angriberne var dækket tæt op. Ebbe Sand måtte hurtigt udgå med en ribbensskade og blev erstattet af den lange Marc Nygaard, som med sine store bevægelser og åbenlyse benovelse over at være kastet for løverne i en så svær udekamp var alt for flagrende og febrilsk i det, han foretog sig. En meget anonym Jon Dahl Tomasson måtte løbe ned på egen banehavldel for at røre bolden. Han blev aldrig sat i scene midt op ad banen, hvor der var lukket af foran det franske mål. Dennis Rommedahls boldbehandling slog ikke til, så han kunne udnytte sin hurtighed i højresiden, hvorimod Jesper Grønkjær efterhånden kom op i omdrejninger i venstre. Grønkjær viste initiativ, hans løb med bolden var elegant, og han fik lagt nogle bolde ind i fra venstresiden, men han forsømte et par gange at fyre langskud af, når chancen opstod. Stig Tøfting og Thomas Gravesen arbejdede såmænd ihærdigt og fik sig lidt efter lidt kæmpet sig ind i kampen med nogle vundne nærkampe og pæne tværafleveringer, men de manglede overskud og ideer til at skabe noget farligt og kreativt frem ad banen. Franskmændenes smarte drejninger, bevægelser med bolden og for hinanden var en nydelse at følge, og de danske forsvarere måtte hele tiden være meget koncentrerede og påpasselige for at bremse hjemmeholdets fremstød. Martin Laursen, der var uheldig at miste bolden ved 1-0-scoringen, brugte sin krop godt i mandtil-mand-duellerne og udstrålede ro, hvorimod René Henriksen virkede noget usikker og begik nogle slemme fejl i opspillet, hvor han tabte bolden og satte fransk modangreb i gang. Jan Heintze og Thomas Helveg på backpladserne havde nok at gøre med at forsvare, og ingen af dem virkede på dette tidlige tidspunkt af sæsonen oppe i fulde omdrejninger i opdækning og indgreb, og deres pasninger manglede kvalitet. Peter Nielsen kom ind til comeback straks efter pausen, hvor også Jan Michaelsen blev sendt på banen. Jan Michaelsen fik en løs chance og sparkede forbi mål, da Fabien Barthez var overmodig og ikke fik bokset ordentligt væk. I en kort periode kom der mere friskhed og optimisme i det danske spil, og Peter Nielsen tilbød sig hele tiden og skubbede bolden fornuftigt rundt, og han var vågen for at løbe i dybden Det var dog fortsat franskmændene, der skabte rigtige farligheder med hurtige angreb, både langs kanterne og midt op ad banen. Franskmændene kunne, formentlig, have skruet op for tempoet, hvis det havde været nødvendigt, mens danskerne halsede efter dem i de fleste situationer. Det danske sammenspil og holdorganisationen var langt fra sidste sæsons standard - men man skal naturligvis tage modstanderens overlegne styrke i betragtning. Og selv om Danmark tabte, var 1-0 trods alt ikke ciffermæssigt en ørefigen, der gør ondt meget længe.