Politiken lørdag: Da Festina-holdet, med Richard Virenque som kaptajn, rullede ud på bjergetapen til Courchevel i Tour de France 1977, var de dopede, så det stod ud af øregangen. Både holdets læge og sportsdirektør var målløse. Rytterne var gået over gevind på egen hånd og dét på et hold, hvor dopingen ellers foregik »metodisk, systematisk, struktureret«. Det skriver den nu fhv. sportsdirektør Bruno Roussel i den bog, der i denne uge har rystet dem, som ikke kender til finesserne i international cykelsport. Når rytterne netop den dag havde mere krudt i bøssen, så skyldtes det Virenques hunger efter omsider at vinde en stor sejr, én der ville gå over i historien. Duellen mellem ham og Jan Ullrich var betagende. Virenque vandt, og Frankrig gik grassat. Skulle det virkelig lykkes en franskmand at vinde le Tour? Sidste gang var i 1985 med Bernard Hinault. Sportsdirektør Roussel fulgte duellen op mod Courchevel på tætteste hold. Hans beretning er medrivende, hvilket storslået drama. I næste kapitel får man så en kold skylle. Indledningskapitlet var én stor finte! Det gengiver kun dramaets blanke overflade, sådan som vi ser den på tv. Først i andet kapitel får vi at vide, hvad der virkelig foregik den dag, set fra Roussels plads i kulissen. Raffineret fortælleteknik, først en smuk illusion, og så en besk afsløring: Richard Virenque købte sig til sejren mod 100.000 franc til Jan Ullrich. Hvorfor vover Bruno Roussel at bryde den tavshedens lov, der ellers gælder i cykelsportens lukkede verden? Selv hævder han, at det var et moralsk pres, der drev ham til det. Nogen måtte da fortælle sandheden, i et forsøg på at redde den sport, der har været hans liv. En sport, der for ham at se er ved at gå til i råddenskab. Moralsk pres eller ej, bogen virker nu mere som et opgør med et miljø, hvor Roussel selv gik til grunde, fordi han ikke havde modet til at sige fra i tide. Da han overtog Festina-holdet i 1993, blev han chokeret over omfanget af doping. Men han lod sig overbevise af holdets læge, belgieren Eric Rijckaert: Hvis ikke vi hjælper de unge mennesker og holder dem under lægelig kontrol, så går de bare deres egne veje. Stofferne skal de nok skaffe sig alligevel. Men så risikerer de det værste. Fem år senere eksploderede bylden, da holdets massør blev arresteret med bilen fuld af illegale medikamenter. Som holdets leder blev Bruno Roussel idømt et års fængsel og en bøde. Han følte sig »lille, ynkværdig, rippet for al værdighed«. Men han vedgår sin skyld. Han skulle være gået sin vej eller have protesteret. Han er ærlig nok til at skrive, at de mange Festina-sejre berusede ham, selv om han kendte omstændighederne. Men han lister uden om spørgsmålet, om det var udsigten til at miste et vellønnet, prestigefyldt job, der fik ham til at blive. Rytterne manipuleres Bruno Roussel fik sin dom, men det er vist fair at sige, at han også kom til at optræde i syndebukkens rolle. Hans hold var så 'uheldigt' at blive grebet på fersk gerning, og dét i massivt omfang. Men dopingspøgelset går jo igen, fra hold til hold. Roussels bog indeholder en nyttig oversigt over, hvor mange af de store navne der gennem tiderne enten er blevet dømt 'positive' eller frimodigt har tilstået, at de da piftede sig selv op for at komme naturen til hjælp. Fausto Coppi sagde det allerede i 1952, Jacques Anquetil i 1967. Roussels erfaring er, at rytterne bliver manipuleret som marionetter af de vældige pengeinteresser, der er på spil i professionelt cykelløb. Et særligt svirp med pisken får de journalister, der ved udmærket besked, men holder den for sig selv, hvorved de snyder deres publikum. Dog har Roussel en vis forståelse for deres svaghed: Han har selv oplevet, hvordan kritiske journalister fryses ud af miljøet. Og uden kilder, ingen nyheder. Sådan straffer man en 'forræder'. Når en afgud står af cyklen, begynder han straks at ligne alle andre dødelige mennesker, fortæller Bruno Roussel. Og tit viser de sig endda at være meget små mennesker. I årevis havde Festina-holdets læge, dr. Rijckaert, givet rytterne ny energi. Da han lå for døden af kræft, holdt de sig væk. Ikke én slog på tråden, ikke én sendte et postkort med et par opmuntrende ord. Richard Virenque havde dog den anstændighed, som den eneste af de gamle drenge, at møde op til Rijckaerts begravelse. Man må nok sige, at Virenque stod i en vis taknemmelighedsgæld. Når Eric Rijckaert ikke ordinerede trylledrikke og indsprøjtede cykelryttere, var han en afholdt familielæge i en lille belgisk by. Roussel slutter sin bog med 15 forslag til at redde cykelsporten fra undergang. Bl.a. anbefaler han ubønhørligt hårde domme over doping-misbrugere. Men han ved godt, at hvad han foreslår, er en kulturrevolution. Og hvornår har man sidst set sådan én?.