Politiken mandag: Peter Schmeichel glemmer aldrig den anonyme træner, der 7. august 1972 spåede ham en karriere på landsholdet - en karriere der slutter i Parken på onsdag. Peter Schmeichel har skrevet sin personlige beretning som et farvel til Politikens læsere. Se også Schmeichel i billeder. Jeg vågnede ved, at min mor stod og ruskede i mig. Denne dag var det nok til at få mig vækket, men andre dage, oftest de dage jeg skulle i skole, måtte jeg lide den ydmygelse at blive vækket ved at få kastet en spand vand i hovedet. Men ikke i dag. Min mor var højgravid, og vi vidste, at hun skulle føde i morgen. Det var hun blevet sat til, så derfor står disse dage klarere for mig end så mange andre dage fra min barndom. Det, og så at jeg skulle spille min første fodboldkamp denne dag. Vi spillede en turnering oppe på græsset bagved ved de fem højhuse i Høje Gladsaxe, og det gik vist rigtig godt. Vi kom i finalen, tabte desværre - i mørke på straffespark. Det gjorde ikke så meget. Jeg tror ikke, at jeg rigtig havde nogen fornemmelse af, hvad en turnering var. Men det at en af trænerne kom hen til mig og sagde: »Du ender på landsholdet, knægt!« gjorde så stort et indtryk på mig, at det har hængt fast i min erindring lige siden. Jeg skulle på landsholdet, og jeg kunne ikke vente, til jeg blev stor, for så skulle jeg have kørekort og køre til landsholdet. Jeg skulle være Danmarks landsholdsmålmand og - ikke at forglemme - storebror igen! Det sidste blev jeg dagen efter, landsholdsmålmand blev jeg 20. maj 1987 i Levadia i Grækenland. Fjorten år på posten Det har jeg så været i fjorten år - og har sammenlagt i tid brugt omkring to år af mit liv på det! Da min lillesøster blev født dagen efter, kan jeg med 100 procents sikkerhed datere dagen for min første kamp: 7. august 1972. Når jeg tænker tilbage på det efterfølgende forløb, er der ingen tvivl om, at jeg havde taget trænerens ord til mig, og fra den dag af arbejdede jeg mod det store mål. Trænerens ord har givet mig stor ansvarsfølelse over for mit kald, måske kan man kalde det for en frygt for at skuffe ham og de mange andre, som senere kom til og troede på mig. Eller måske en overdreven respekt for autoriteter. Ja, nu vil alle mine - og der er mange(!) - tidligere skolelærere nok undre sig over den melding, men de var jo ikke fodboldtrænere! Denne fokusering har vel nok været min egentlige styrke. Jeg har aldrig været i tvivl om, hvor jeg skulle hen, eller hvad jeg skulle nå. Jeg har set mange med samme talent og nogle med meget større end mit, men deres film knækkede samtidig med deres stemme, pigerne og ture i byen trak mere end træningen gjorde, og det endte tit i meget lille udnyttelse af de evner de var udstyret med. Var anderledes Selvfølgelig gik jeg også i byen dengang, men jeg var dog alligevel anderledes, idet jeg sørgede for, at det aldrig kom i karambolage med mit fodboldspil. Man kan vel sige, at jeg ofrede mig totalt for min drøm om landsholdet. Da jeg var tretten år gammel, flyttede vi til Smørumnedre til drømmen om eget parcelhus med have og forpligtelser og for mit vedkommende endnu en skole og nye klassekammerater at huske navne på. Det var i det store hele o.k. med mig, at vi flyttede fra Høje Gladsaxe, men jeg satte grænsen ved kravet om også at flytte fodboldklub. Jeg spillede i Gladsaxe/Hero, og der ville jeg blive ved med at spille. Basta! Og så var der lige det faktum, at den lokale klub Ledøje-Smørum Idrætsforening havde jeg været med til at banke 36-0 i en kamp hvor en af deres spillere spillede i gummistøvler, og træneren skulle hjem og spise aftensmad i pausen. Ikke ti vilde heste skulle få mig til at spille i den klub. Så jeg blev i Gladsaxe/Hero, og det til trods for, at jeg enten måtte cykle eller tage bussen den lange vej. Jeg måtte kæmpe lidt for at kunne gøre det, jeg gerne ville, og det er jeg meget glad for i dag. Jeg ved, at det har modnet og styrket mig. Trænerens ord har altid været hos mig. På de lange sure løbeture i skoven, altid i minusgrader, og hvor benene var ved skille sig fra kroppen, tænkte jeg på, hvad han havde sagt, og det var motivation nok til at fortsætte. Den klippefaste vilje En tro på at det kan lade sig gøre, og en klippefast vilje til at få det til at ske, har givet mig alle de dejlige år på landsholdet. Landsholdet er det højeste, man kan opnå som dansk fodboldspiller. Ingen klub kan give en den samme fornemmelse af stolthed og ære, som det kan. Hver gang, jeg har stået foran 40.000 i Parken til nationalsangen, har det rislet koldt ned af ryggen. Intet sted i verden har jeg oplevet nationalhymnen sunget så heftigt. Det vil jeg komme til at savne. På onsdag spiller jeg min sidste landskamp for Danmark. Det bliver nummer 129 i rækken. Min lillesøster fylder 29 år. Min tid er forbi, og træneren fik ret. Kendte jeg bare hans navn, ville jeg sende ham den varmeste tak for den målrettethed, inspiration og vilje han, nok uden at være klar over det, har givet mig. Men han præsenterede sig aldrig. De havde jo lige banket os, så han skulle over og ønske sine spillere tillykke.