Politiken torsdag: I takt med at smerterne har fortaget sig, har utålmodigeden holdt sit indtog. For trods det voldsomme styrt for to uger siden i Murcia Rundt, som fik øjenvidnerne til at nære frygt for hans liv, er Tayeb Braikia ikke længere i tvivl om, at karrieren som professionel cykelrytter skal fortsættes. Men det har lange udsigter, for med en gipsbandage på venstre ben og en slynge om højre skulder, kan det belgiske Lotto-mandskabs 27-årige spurtstærke dansker i øjeblikket kun humpe nødtørftigt rundt og må endnu ikke sidde på en kondicykel, så prognosen for hans tilbagevenden til konkurrence lyder på omkring 1. juni. Opbakning hjemme »Straks efter uheldet gik tankerne i retning af, at det nu skulle være slut. Men det varede ikke længe, før jeg så anderledes på situationen, og nu er jeg fast besluttet på at køre videre. Jeg har selvfølgelig drøftet det med min kæreste og min øvrige familie. Men de ved også, hvor glad jeg er for at køre cykelløb. Og det er jo det, jeg er god til. Jeg har ligeledes haft en samtale med idrætspsykologen fra Team Danmark Freddy Glesiner, og hans umiddelbare vurdering lød på, at min moral er i orden til at gå i gang igen. Men jeg er udmærket klar over, at jeg først for alvor opdager, i hvor høj grad angsten sidder i kroppen, når jeg atter befinder mig midt i et spurtopgør«, fortæller Braikia. »Når jeg har benet i gips, skyldes det, at de beskadigede muskler i læggen skal have maksimal ro. To af de mindre blev revet over ved styrtet, ligesom akillessenen beskadigedes, men de er syet sammen igen, og læge Eilif Larsen, som har behandlet mig, vurderer, at jeg så småt kan begynde på kondicyklen om to uger. På længere sigt er jeg lidt mere nervøs for, om jeg skal få mén af skaden i skulderen. Både ledbånd og ledkapsel har lidt overlast, og jeg risikerer, at skulderen ikke vil kunne tåle belastningen ved slynggreb i parløbene«. »Lige nu er ventetiden det værste. Også fordi jeg er meget lidt mobil. Herhjemme stavrer jeg rundt på et ben, og jeg kan ikke gå meget mere end 100 m med krykke. Jeg glæder mig bare til at kunne komme til at træne igen, og de to uger, der skal gå, inden det kan lade sig gøre, virker som en meget lang og uoverskuelig periode«.