EU-kommissionen og Det Internationale Fodboldforbund (FIFA) fandt mandag aften endelig en løsning på den transferstrid, der har truet med at skabe kaos i fodboldverdenen. Kommissærerne Monti, Reading og Diamantopoulou kunne med præsidenterne for FIFA og UEFA (Det Europæiske Fodboldforbund), henholdsvis Joseph Blatter og Lennart Johansson, stolt præsentere et nyt transfersystem foran et massivt medieopbud, der havde belejret Kommissions bygning i Bruxelles under de lange forhandlinger. EU fik ønskerne opfyldt Efter mange gensidige komplimenter om åbenhed og konstruktive forhandlinger kunne EUs konkurrencekommissær, Mario Monti, konstatere, at EU ikke behøvede at skrue bissen på. Dette møde havde været det sidste. FIFA var villige til at ændre deres system på en måde, så Kommissionen ikke fandt, at det var i strid med EUs regler for arbejdskraftens frie bevægelighed. »Jeg er nu i en position, der gør, at jeg kan putte det gule kort tilbage i lommen«, sagde Mario Monti, som samtidigt understregede, at Kommissionen havde vist 'goodwill' overfor sporten, men at det lod sig gøre uden at være i konflikt med loven. Tilfreds FIFA-boss Mindst lige så tilfreds kunne schweiziske Joseph Blatter kommentere: »I dag er jeg som præsident for FIFA meget glad for de endelige konklusioner. Jeg ser frem til at føre FIFAs nye regler ud i livet«. Det, der virkelig har været den gordiske knude i forhandlingerne, var en spillers ret til at bryde en kontrakt. Med det nye system kan det lade sig gøre - blot ikke inden for kontraktens første år. Karantæne Bryder en spiller sin kontrakt, får han fire måneders karantæne med start fra begyndelsen af den følgende sæson. Vælger samme spiller at bryde en kontrakt med en klub senere i sin karriere, er det mulighed for at give ham seks måneders karantæne. Spilleren vil også kunne blive ramt af en økonomisk sanktion, men den afhænger udelukkende af de regler, der gælder i det pågældende land. Derudover indeholder aftalen en række andre ændringer i det gældende transfersystem. Kompensation Ved klubskifte for spillere under 23 år skal klubben have kompensation for at have trænet og opdraget spilleren. Klubskifter bliver kun mulige én gang om året og kun i løbet af en af to faste årlige transferperioder. Blandt ændringerne skal der også oprettes en fond, som skal fordele penge fra rigere klubber til de fattigere. Den Internationale Spillerforening (FIFPro) - som i længere tid ikke har siddet med ved forhandlingsbordet - var mildest talt ikke tilfredse. FIFPro mente, at den nye aftale favoriserede klubberne over spillerne. »En sort dag« »Det er en sort dag for europæisk sport og fodboldspillere«, sagde en talsmand for FIFPro, der nu ville se på mulighederne for at anlægge sag ved EF-domstolen. Hvorvidt transferaftalen vitterligt betød, at fodboldspillere havde fri bevægeliged, som de er garanteret i Rom-traktaten. Om der er noget komme efter for spillerne er stadig uvist. På et spørgsmål til Joseph Blatter om den nye aftale betød, at fodboldspillere kunne sammenlignes med alle andre arbejde, svarede præsidenten: Arbejdere og kunstnere »Fodboldspillere er stadig arbejdere, men også kunstnere. Man lader ikke 50.000 mennesker samle sig for at se en mur blive bygget op«. Præsidenten for FIFA lagde dog op til kontakt med FIFPro. »Vi skal have en dialog med spillerne. For uden spillere ingen klubber. Men uden professionelle klubber er der heller ingen jobs«, sagde Joseph Blatter.
Ny transferaftale på plads





























