Det kræver respekt, autoritet og en god portion mod for en dansk landsholdsspiller at bære et C på venstre skulder. For på det danske VM-hold står C’et ikke alene for captain, men i lige så høj en grad for Jesper Damgaard, der gennem 12 sæsoner har været de rød-hvides ledestjerne og talerør. Kort før VM meddelte Malmö Red Hawks-spilleren imidlertid, at en serie af hjernerystelser gennem karrierens mere end 1.000 seniorkampe har taget så hårdt på helbredet, at den 35-årige back måtte droppe karriere og dermed også hvervet som kaptajn for Danmark.
LÆS ARTIKEL NHL-forbandelse plager VM-trup
I stedet har Damgaards nu tidligere klubkammerat i Malmø Morten Green fået tjansen af landstræner Per Bäckman. »Så får vi prøvet det af«, som svenskeren sagde til landsholdsforwarden, da han overbragte ham nyheden.
»Jeg er selvfølgelig stolt, men det er en trist og god begivenhed for mig. For den overgang, der har været fra Damgaard til nu, har været mere dramatisk, end man kunne ønske sig«, siger Morten Green om den seneste måned, der har været mere tårevædet end ønskeligt – og som kulminerede, da Damgaard vinkede farvel til sine holdkammerater og fans i SE Arena i Vojens mellem første og anden periode af testkampen mod Frankrig.
»Jesper var eminent til at tage sig af alle spillere på landsholdet. Han har været eminent til at sørge for, at stemningen i truppen altid har været god. Og så har han været kaptajn i så mange år, at man faktisk slet ikke tænkte, at han var kaptajn. Han var bare Jesper Damgaard. Én man lyttede til«.
Green er en god afløser
Også landstræner Per Bäckman havde gerne set Jesper Damgaard tage endnu et VM med, så han kunne runde sin slutrunde nummer 18 og dermed bliver den spiller i verden med flest slutrunder.
»Jesper har gjort det fantastisk, men jeg synes til gengæld også, at vi i Morten Green har en kvalificeret afløser. Han elsker at spille på landsholdet, og så er han i forvejen en, som holdkammeraterne lytter til«, siger svenskeren.
30-årige Green er ikke uvant med rollen på landsholdet, hvor han i Damgaards fravær har fungeret som afløser. Alligevel erkender han, at hullet efter Damgaard ikke bare lukker sig i løbet en slutrunde.




























