Onde øjne, barske bemærkninger og helt igennem fjendtlige facader har siden tidernes morgen udgjort en så markant del af ikke mindst amerikanske professionelle bokseres attituder i den offentlige fremtræden inden en væsentlig opgave, at det på nærmest grotesk manér forekommer at være indgået i skolingen fuldt på højde med eller måske snarere i endnu mere udsøgt grad end det udmarvende fysiske slid og indøvelsen af de sublime, kraftfulde tekniske detaljer, der skal udmanøvrere modstanderne i ringen. I flere årtier er gæstende fightere mødt op i Danmark med brovtende, selvsikker fremtræden for, når først virkeligheden i ubarmhjertig form af opponentens næver har indhentet dem, at luske af sted med en betragtelig hyre, men uden hæder. På forhånd kan det være vanskeligt at gennemskue, om de besøgende boksere er nået til det punkt i karrieren, hvor bestræbelserne på at sikre fremtiden rent økonomisk i en branche, der absolut ikke rummer nogen pensionsgarantier, har overtrumfet ambitionerne. Lever op til den barske profil Men tanken om, at de pengemæssige perspektiver er tungtvejende for visitten, melder sig uundgåeligt, når det erindres, at det er en uomtvistelig, statistisk kendsgerning, at hjemmebanefordelen spiller en overordentlig stor rolle for udfaldet af en professionel dyst i en dansk boksering. I aften i Parken skal det så vise sig, hvilke motiver den 32-årige amerikaner Allan Green har haft for at tage turen til Danmark, hvor han nu har opholdt sig i en uge for at medvirke til at promovere konfrontationen mod historiens største hjemlige nævefægter Mikkel Kessler. Green lever fuldt ud op til profilen tegnet indledningsvis. Han taler hurtigt og hårdt, nedgør uden skånsel den lokale helt og lader med en selvfølgelighed, der kan tilskrives forestillingen om medfødt amerikansk arrogance, forstå, at Mikkel Kessler er totalt chanceløs, når de to står over for hinanden i ringen hen under midnat. »Jeg taler ikke om at tro på, at jeg besejrer danskeren. Jeg ved, at jeg gør det. Jeg beskæftiger mig ikke med at forudsige en afgørelse i en bestemt omgang. Kun at jeg vinder«, sagde Allan Green forleden på det officielle pressemøde. »Jeg anerkender Mikkel Kessler som en god fighter, men han er ikke på det niveau, han var tidligere. Og slet ikke på det, hvor jeg befinder mig«. Kendsgerningerne om Allan Greens karriere fortæller, at han af sine hidtidige 34 kampe kun har tabt de tre. Men også, at to af nederlagene – til landsmændene Andre Ward og Glen Johnson – er indtruffet på et tidspunkt, hvor han styrede mod toppen og virkelig skulle vise sit værd, men altså blev bremset. Skulle have mødt Kessler i 2010 Green fik chancen i den meget omtalte Super Six-serie for verdens bedste supermellemvægtere, hvor også Mikkel Kessler oprindelig deltog, da Jermain Taylor trak sig i januar 2010. Det sendte Green op mod Andre Ward i juni 2010, og her trak Ward det længste strå på point. Næste station på Allan Greens færd i Super Six skulle have været en dyst mod Mikkel Kessler, men denne måtte i august 2010 opgive videre medvirken i den prestigemættede kappestrid på grund af en øjenskade. I stedet konfronteredes Green 6. november 2010 i Las Vegas med Glen Johnson, der stoppede landsmanden i 8. omgang. Allan Green vendte tilbage med en let sejr i 2. omgang over Craig Candy i august 2011, og sin seneste kamp vandt han på udebane på point over canadieren Sébastien Demers 5. november. Det har bragt ham frem til den aktuelle opgave – den blot tredje uden for USA, den første tabte han i Puerto Rico 2007 på point – og til at bevise, at han har mere end verbal slagkraft.