Vejret er gråt, bordet ovalt og slikskålen fyldt. Og udsigten er flot, set fra husets vindue mod lagune, strand og hav ved Brøndby Strand. Jesper Nielsen, vestegnsfyren, der smed en dynamitstang ind i dansk håndbold og siden ’forsvandt’, rejser sig og siger farvel til forskellige familiemedlemmer og forretningskontakter – og lader Politiken tage plads.
For nu har manden, der var storsponsor i Brøndby og skabte håndboldkraftværket AG København, ’talt ud’ i en bog, bl.a. om den bratte afslutning på sportsengagementet og sin pludselige, dramatiske beslutning om at lukke hele foretagendet sådan fra den ene dag til den anden. Han er altså tilbage i rampelyset, smykkemillionæren fra Pandora – nu som ... hvad? Fallent, hjemløs, lazaron og fortabt? Og med en god historie om sin store nedtur?





























