Formel 1-legenden er midt i den kritiske fase efter sit skistyrt.

Dansk hjerne-ekspert: Schumacher kan være årevis om at komme sig

Skistyrt. Det vigtigste lige nu er, at de franske læger formår at holde trykket i Michael Schumachers hjerne nede, siger dansk hjerne-ekspert.
Skistyrt. Det vigtigste lige nu er, at de franske læger formår at holde trykket i Michael Schumachers hjerne nede, siger dansk hjerne-ekspert.
Lyt til artiklen

Michael Schumachers tilstand er forbedret en anelse, efter at lægerne på universitetshospitalet i Grenoble sent i aftes gennemførte endnu en operation på formel 1-legenden og fjernede en blodansamling omkring tyskerens hjerne.

Ifølge lægerne lykkedes det at reducere trykket på hjernen, og derfor er lægerne mere i kontrol, end de var i går, lød budskabet kort efter klokken 11 på et pressemøde, hvor flere af de 6-7 læger, der behandler Schumacher, deltog.

Og de nye meldinger tyder på en »klar forbedring« af Schumachers tilstand, siger en af Danmarks fremmeste hjerne-eksperter Jannick Brennum, der blandt andet er chef på Neurokirurgisk Klinik på Rigshospitalet og formand for Skandinavisk Neurokirurgisk Selskab.

LÆS OGSÅ Læger: Schumacher er i bedring

Han understreger, at de franske lægers fornemmeste opgave lige nu netop er at holde trykket på Schumachers hjerne så lavt som muligt.

»Det hele gælder om at holde trykket så normalt som muligt og undgå for store forskydninger i hjernen. Er der blødninger over en vis størrelse, giver det mening at fjerne dem«, siger han.

Den kritiske periode varer en uges tid
Michael Schumacher blev søndag fløjet med helikopter til universitetshospitalet i Grenoble efter en skiulykke, hvor den 44-årige tidligere racerkører slog sit hoved så voldsomt mod en sten, at han ved ankomsten til hospitalet var i koma.

Og selv om der i dag var positive nyheder om Schumachers tilstand, så er han fortsat midt i den kritiske periode, understreger Jannick Brennum.

»Vi plejer at sige, at man kommer nogenlunde ud på den anden side af den kritiske periode, når man er henne ved en uges tid efter ulykken«, siger han og fortsætter:

»Den første periode hæver hjernen op og nogle af blødningerne bliver større. Problemet er i sidste ende, at trykket og presset på hjernen stiger, fordi blødningerne og hævelsen er inde i en slags lukket kiste«, siger Jannick Brennum om kraniet.

Neurospecialist fløjet ind fra Paris for at tilse Schumacher

Michael Schumacher er lagt i kunstigt koma og forbliver det så længe, det er nødvendigt, siger lægerne i Frankrig. Det sker for at sikre, at hjernen får den ilt, den har brug for, fortæller Jannick Brennum.

»Hvis man er svært bevidsthedspåvirket, kan man ikke holde sine egne luftveje frie. Så prøver man at overtage al funktion og stabilisere patienten. Ved at lægge et rør ned i halsen på dem og trække vejret for dem, er man sikker på, at de får maksimal iltning. Det er en af forudsætningerne for, at hjernen overlever«, siger han.

»En af de ting, man typisk gør i starten er at lægge en lille trykmåler ind i hjernen, så man kan følge trykket inde i hovedet. Man beregner hele tiden trykforskellen mellem hjertets pumpetryk og trykket inde i hovedet, så man er sikker på, der er tilstrækkelig trykforskel«, siger han.

Rekord-Schumi er alletiders største

Jannick Brennum vurderer, at Michael Schumacher kan komme til at ligge flere uger i kunstigt koma. Og at det kan tage år, før han kommer helt ud på den anden side.

»Det kan tage årevis, hvis han skal igennem et genoptræningsforløb bagefter. Hjernen består af cirka 100 milliarder nerveceller. Når han har blå mærker, blødninger og trykproblemer, så har han både revet nervebaner over og ødelagt celler. Et genoptræningsforløb vil forsøge at få andre dele af hjernen til at overtage de opgaver fra de områder af hjernen, der er gået tabt. Det er et langt forløb«, siger Jannick Brennum.

Som en klump gele, der rammer gulvet
Ifølge flere medier havde Schumacher hjelm på, da han styrtede. Den flækkede, men reddede formentlig tyskerens liv, har lægerne sagt.

Men selv om hjelme hjælper, kan de ikke fuldstændig afværge skader på hjernen, hvis man eksempelvis styrter på ski og slår hovedet hårdt mod en sten. For hjernen kan tage skade, hvis hovedet bliver bremset meget pludseligt op, siger Jannick Brennum.

Læger: Schumacher er kun i live på grund af sin hjelm

»Det svarer lidt til den kraft, man rammer sin sikkerhedssele med, hvis man sidder i en bil, der kører ind i en mur«, siger Jannick Brennum og fortsætter om det, der kan ske i en situation som den, hvor Michael Schumachers hoved ramte stenen:

»I sådan en situation bliver hjernen mast mod indersiden af kraniet. Kraniet stopper jo op, og ligemeget om det flækker eller forbliver intakt, så er det som en mur, der står stille. Hjernens fart inde i kraniet er jo den samme som den fart, kraniet havde, inden det blev stoppet. Hjernen rammer så den del af kraniet, der bliver bremset af stenen, med den hastighed, kraniet havde inden«.

Blå bog: Rekordmanden Michael Schumacher har syv titler

»Det svarer lidt til, at man taber en geleklump på gulvet. Den bliver den flad og flader ud. Der er nogle strukturer inde i, der bliver strakt og hevet fra hinanden. Det er præcis det samme, der sker, når man styrter, som han har gjort«, siger Jannick Brennum.

Hjernen er et grådigt lille organ

Nogle meldinger har gået på, at Schumacher var ved bevidsthed umiddelbart efter sit styrt. Hvis det var tilfældet, er det positivt for hans chancer.

»Det er umiddelbart et langt bedre tegn end slet ikke at have været vågen i starten. Hvis man bliver bevidstløs efter kortvarigt at have været ved bevidsthed, så er det oftest, fordi man har en blødning uden på hjernen. Hjernen er pakket ind i tre hjernehinder, og man kan få en stor blodansamling enten uden på eller under den yderste hinde, som fylder ret meget. Det er muligt, det er sådan en, de har opereret ham for, da han kom til sygehuset«, siger Jannick Brennum.

De franske læger har oplyst, at Schumacher var i koma, da han ankom til hospitalet i Grenoble, og at de lynopererede ham kort efter ankomsten. Det har de formentlig gjort for at skabe bedre plads til hjernen inde i kraniet, siger Jannick Brennum.

LÆS OGSÅ Schumachers tilstand er kritisk efter kraniebrud

Michael Schumachers temperatur er blevet til 34-35 grader har lægerne fortalt. Det sker for at sænke hjernens energiforbrug og give den ro.

»Hjernen er et grådigt lille organ. Selv om den kun vejer under halvandet kilo, bruger den næsten en fjerdedel af al vores energi. Ved at køle den ned og sænke dens energiforbrug, kræver den mindre forsyning af blod. Og hvis det er kritisk, kan det i princippet hjælpe«, siger Jannick Brennum.

Han understreger dog, at ingen studier endnu har vist, at der er videnskabelig belæg for at en sådan behandling fører til større overlevelse blandt de patienter, man gør det med.

Jakob Stig Jørgensen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her