Lyt til artiklen
I et meget broget og politisk flerfarvet liberalistisk samfund med en afskallet socialdemokratisk fernis – og hvor den opdragende tone hviler på en bund af mig, mig og udelukkende fantastiske mig – er der slået betydelige revner i den solidariske forståelse.
Det kommer også til udtryk i det, vi i gamle dage kaldte ’klassekampen’, men som i dag – hvor fagforeningerne har svært ved at appellere til de unge, velbjærgede og nydelsessyge borgere og storforbrugere, som ikke aner, hvorfor de har det så godt som lønmodtagere – handler om at forsvare de sejre og landvindinger, der blev vundet for årtier siden af stridsomme arbejdere.
