Sportsdøgnet: Viborg-målmand leverer i den forkerte ende

Redningsmand. Peter Friis Jensen blev noteret for seniorkarrierens første scoring.
Redningsmand. Peter Friis Jensen blev noteret for seniorkarrierens første scoring.
Lyt til artiklen

Fodbold: Selv om målene raslede ind og de to gange var bagud i hjemmekampen mod Vejle, så fik Viborgs ubestridte tophold i 1. division via 3-3 det ene point ud af anstrengelserne. Målmand Peter Friis Jensen har spillet en fremragende sæson for Viborg siden skiftet fra Randers og har holdt nullet 15 gange. Totalt har han blot lukket 16 mål ind. Men i den anden ende leverer han også. Mod Vejle fik Friis i tillægstiden nemlig sidste fod på bolden, inden Vejle-keeperen hårdt presset fumlede bolden i mål. Viborg fører med 5 point ned til AGF og har direkte kurs mod Superligaen.

Fodbold: 17-årige Ainsley Maitland-Niles har alle kvaliteter til at blive kendt som en god fodboldspiller. Men i øjeblikket er det teenagerens mor, der skaber overskrifter. Ainsley Maitland-Niles, der debuterede for Arsenal i Champions League i efteråret, havde i sidste måned besøg af sin mor på træningsbanen, og her gik mrs. Maitland-Niles – uvist af hvilke årsager - til angreb på en klubofficial og sønnens agent. Arsenal har ifølge BBC kvitteret for optøjerne ved at udstede forbud til den 36-årige kvinde om at befinde sig på klubbens anlæg. Det forbud har trodsede Ainsley Maitland-Niles’ mor i sidste uge, da hun dukkede op til en U21-kamp, hvor hun truede med at tage sin søn ud af kampen og med hjem. Det fik Arsenal til at tilkalde ordensmagten.

Håndbold: Det mandlige landsholdet fortsætter kursen mod EM i Polen næste år med storsejr i Hviderusland.

Mikkel Hansen og co. banker 36 mål ind på udebane

Ishockey: Så er det officielt. Danmark får ikke glæde af Frans Nielsen til VM i ishockey. Hans klub NY Islanders holder ham hjemme grundet en ankelskade.

Fodbold: Dortmunds midtbanestjerne, Ilkay Gündogan, har valgt ikke at forlænge den kontrakt, han har med tyskerne, der løber indtil 2016. Det meddeler Dortmund på sin Twitter-konto. Udmeldingen puster nyt liv i de rygter, der sender Gündogan til enten Bayern München eller Manchester United efter denne sæson.

Baseball: For første gang i historien afviklede den amerikanske baseball-liga MLB i nat en kamp for tomme tribuner. Tilskuere blev nægtet adgang til Baltimore Orioles' kamp mod Chicago White Sox, fordi de lokale myndigheder vurderede, at det var nødvendigt for at mindske sikkerhedsrisici i kølvandet på de seneste dages uroligheder i Baltimore. Orioles formåede trods den manglende opbakning at vinde kampen, men kan se frem til flere amputerede hjemmekampe, da man af sikkerhedshensyn har besluttet at rykke de næste tre kampe til Florida.

Fodbold: Kasper Schmeichels temperamentsfulde træner i Leicester, Nigel Pearson, trækker igen overskrifter i engelske medier. Efter gårsdagens nederlag til Chelsea overfusede Pearce en engelsk journalist med en besynderlig sammenligning. »Du må være utrolig dum. Er du en struds? Dit hoved må være begravet i sandet. Eller er du fleksibel nok til at få dit hoved derned?«, skulle Pearce have spurgt i et iltert toneleje, inden han udvandrede fra pressemødet. Pearson har allerede to gange i denne sæson været involveret i kontroverser efter han i december angiveligt bad en af klubbens fans om at "skride og dø", og i februar blev truet med fyring efter at have taget kvælertag på en modstander .

Fodbold: En af 1990'ernes bedste sydamerikanske spillere er tilsyneladende kommet ud i noget skidt. Colombianeren Freddy Rincon efterlyses af Interpol, som mistænker den tidligere midtbanespiller for at være involveret i narkokriminalitet i Panama. Interpol, der efterforsker international kriminalitet, mener også, at den nu 48-årige Rincon har deltaget i hvidvaskning af penge. Ifølge colombianske medier har Rincon i partnerskab med en af landets narkobaroner erhvervs- og ejendomsinvesteringer i Panama. Freddy Rincon har spillet 84 landskampe og har spillet sammen med Michael Laudrup en enkelt sæson i Real Madrid.

Fodbold: To FCK-spillere slipper for straffe efter at Fodboldens Disciplinærinstans har set nærmere på to kontroversielle episoder i københavnernes kamp i Randers i søndags. Læs mere her:

FCK'ere slipper for straf: Kritikken hagler ned over DBU

Fodbold: Rygterne talte sandt.

Sønderjyske aktiverer klausul og henter ny træner

Fodbold: Borussia Dortmund må undvære en af Tysklands verdensmestre, Kevin Grosskreutz, i de næste fire uger. »Han har problemer med sit knæ igen. Her til morgen fik han fjernet en slimsæk«, siger træner Jürgen Klopp. Forsvarsspilleren går glip af de kommende op til fire uger og har dermed spillet sin sidste kamp i Bundesligaen i denne sæson. Til gengæld skulle der stadig være mulighed for, at han kan nå at være med i pokalfinalen mod Wolfsburg den 30. maj.

Håndbold: Det danske landshold for mænd spiller torsdag EM-kvalifikationskamp på en ishockeybane i Minsk. Isen i Hviderusland er dog overdækket og gjort til en håndboldarena. Men ikke uden problemer. Ved onsdagens træning beklagede de danske spillere sig over et farligt, glat gulv. Men det var udbedret i dag. »Banens tilstand var fin og uden antydning af kondensvand og andre udfordringer i forhold til spillernes sikkerhed. Hallen var stadigvæk kold«, siger landsholdets holdleder Kai Johannsen.

Fodbold: Real Madrid-træner Carlo Ancelotti har optimismen i behold efter 3-0-sejren i aftes over Almeria. »Vi kan ikke være sikre på, at Barcelona smider point, men vi er sikre på, at vi kan vinde vores sidste fire kampe«, lyder det fra Real-bossen med hentydning til titelkampen, hvor Barcelona er to point foran.

Ishockey: Tampa Bay er videre til næste runde i NHL-slutspillet efter 2-0 over Detroit. De sidste otte hold i NHL mødes således: Tampa Bay-Montreal, NY Rangers-Washington, Minnesota-Chicago, Anaheim-Calgary.

Basketball: Memphis er som det femte hold videre til næste runde af slutspillet i NBA. Holdet slog i nat Portland og kan nu se frem til mindst fire kampe mod en af de store favoritter, Golden State Warriors. Houston, Cleveland og Washington er ligeledes videre, mens Atlanta, Chicago og San Antonio bejler til de sidste pladser.

Tennis: Skotske Andy Murray har fået et nyt ansigt i sit trænerteam i form af svenskeren Jonas Björkman, der som aktiv oplevede at ligge nummer fire i verden. Björkman har i en uges tid været igennem en testperiode som Murrays træner og er nu blevet hyret frem til US Open i september. Sidste sommer ansatte ranglistens nummer 3 den tidligere topspiller Amelie Mauresmo som træner. Men nu er den franske kvinde gravid, hvorfor hun ikke kan fortsætte som træner efter sommerens Wimbledon-turnering.

Fodbold: Argentineren Dario Benedetto blev den store helt, da Club América i nate sejrede 4-2 i den anden finale i den nordamerikanske Champions League. Angriberen scorede tre gange for sin mexicanske klub, da Montreal Impact blev slået 4-2 på udebane og dermed 5-3 samlet. Det er sjette gang Club América vinder turneringen og de deler dermed rekorden for flest triumfer med en anden klub fra Mexico City, Cruz Azul.

Fodbold: Er Brendan Rodgers den rigtige mand for Liverpool? Hør hvad eksperterne mener i den nye udgave af Politikens Fodboldmagasin.

Bordtennis: VM-eventyret er slut for danske Jonathan Groth. Torsdag morgen dansk tid måtte han se sig slået i 1/16-finalen ved VM i Kina. Overmanden blev Wong Chun Ting fra Hongkong, der rangerer som nummer 18 i verden. Der var aldrig tvivl om sejren, der kom til at lyde på de overbevisende cifre 11-8, 11-7, 11-6, 11-7.

Cykling: Der er to danskere på startlisten til årets Giro d'Italia, der begynder 9. maj. Læs også:

Kun én dansker med i Contadors jagt på Giro d'Italia-succes

Fodbold: Som aktiv var Filippo Inzaghi en af Europas mest træfsikre angribere, men i trænergerningen kniber det mere med succesen for italieneren. I spidsen for den kriseramte storklub Milan har han oplevet skuffelse på skuffelse siden tiltrædelsen sidste sommer. Onsdag aften kom endnu én, da Milan tabte 3-1 på hjemmebane til Genoa med 1-3. Rygterne om en snarlig fyring svirrer. »Lad os se, hvad klubben tænker. I min karriere har jeg aldrig givet op. Jeg kan holde hovedet højt, da jeg har givet alt«, siger Filippo Inzaghi.

Emil Stenz

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her