Det lød unægtelig som om, at Morten Olsen på engelsk bød velkommen til de georgiske medier, da han åbnede pressemødet, der er en obligatorisk forpligtelse dagen før landskampe sanktioneret af det europæiske fodboldforbund, Uefa – således også op til mandagsmødet med Armenien i Jerevan.
Indrømmet, en rundspørge blandt de vel omkring 50 tilstedeværende i det derfor ret trange Queen Erato Room en etage oppe i Hotel Marriott på Republikpladsen blev aldrig gennemført, så det er kun et kvalificeret gæt, at der næppe var en eneste georgisk journalist til stede.




























