Bordtennis. I 2014 skiftede Det Internationale Bordtennisforbund (ITTF) præsident, og det var mange glade for. På det tidspunkt var der heftige anklager mod lederen, Adham Sharara, der er canadier, men født i Egypten. Den tungeste mistanke gik på, at han i sine 15 år som præsident var blevet så magtfuldkommen, at han havde rodet sin privatøkonomi sammen med forbundets – og snydt sporten for mange mio. kr. Derfor var mange glade, da der kom en ny præsident – men knap så glade for, at Sharara fik sig selv installeret i en ny stilling som »formand« . Samtidig med, at der er en præsident – usædvanligt.
Håndbold. Siden egypteren Hassan Moustafa i 2000 overtog posten som præsident for Det Internationale Håndboldforbund (IHF), har han gentagne gange været beskyldt for magtmisbrug. Bl.a. modtog han i 2007 omkring 4,5 mio. kroner som ’privat konsulent’ for det tyske marketingfirma Sportfive – der til gengæld erhvervede sig lukrative tv-rettigheder til flere års slutrunder. Han har heller ikke været i stand til at redegøre for, hvordan han har brugt millioner af forbundets penge »til rejser«. Og han har givet sig selv en lønforhøjelse på 500 pct.




























