TV 2 kl. 16.15. Flyet fra Kijev til Zaporosje holdt klar foran et blåstribet partytelt med plastikstole.
Man manglede egentlig bare duften af helstegt pattegris, klirrende krus og en hyggepianist med knoglede, lange fingre, før kulissen var fuldendt i gate 3. Flyet – en ældre, bulet sag fra Aerosvith med én dør og tilnavnet ’Motop Sich’ på halen, så ærlig talt også småsløj ud. Fra haleroret hang en meterlang donkraftlignende anordning, der måske var et ror, måske en forglemmelse eller måske bare lidt dødvægt for at holde næsen fra at tippe i asfalten. Indenfor var kabinen smykket med grønblomstret gulvtæppe, og forplejningen – kirsebærjuice og en stenhård muffin – kom flyvende i en madkasse pyntet med russiske kirker. Så længe siden er det trods alt heller ikke, at også Ukraine var Ruslands. Vigtigste kamp i 10-15 år Et par minutters knurren og hakken senere var vi – en lille klan tilrejsende journalister – i luften over den ukrainske hovedstad og med retning Zaporosje i det enorme lands sydøstlige del. På vej til skæbnekamp for dansk kvindehåndbold. Den vigtigste kamp i 10-15 år, ifølge Team Danmarks direktør, Michael Andersen. Første opgør i Aalborg endte 30-30, og det betyder, at de danske spillere skal vinde – eller spille uafgjort og score mere end 30 mål i dag – for at kvalificere sig til VM i december. Med andre ord: Det er alvor, som landstræner Jan Pytlick sagde, da han ankom anderledes standsmæssigt med spillere og sponsorer. I chartret privatfly fra Billund og efter blot tre timers direkte flyvning med god mad, stewardesser og røverhistorier om bord. Ned kom vi nu også. Landingen foregik på fælgene, hvorefter en mosgrøn betjent gennede os til ankomstgaten – en regulær jernhavelåge mellem landingsbane og parkeringsplads. Bagagen læssede to hærdebrede ukrainere med vejrbidte ansigter på en trækvogn, og mod behørig kvittering fik vi udleveret oppakningen. En lokal taxa holdt klar – bagagerummet var allerede åbnet og sat i spænd med en trækæp, og derfra gik det ad tosporede betonveje mod centrum, Lenin Avenue nr. 5 og Hotel Zaporosje. I en imponerende sejlivet Nissan, hvor triptælleren stod på 686.000, hvilket ikke afholdt vores chauffør fra at køre om kap med alt, hvad der ellers bevægede sig på indfaldsvejen. Det var både tonede, tunge Mercedeser og firkantede mørkerøde Ladaer. Klassisk østeuropæisk hotel Hotellet, som spillerne også skulle overnatte på, er med Mette Sjøbergs ord »vist meget klassisk østeuropæisk«. Brunt, gråt og slidt og med letpåklædt dans i kælderen, diskotek i stuen, reception på 1. og ’Europæisk Restaurant’ på 2. Med plads til et par hundrede spisende gæster, men blot besat af en enkelt jakkesætklædt forretningsmand og selvfølgelig den allestedsnærværende hyggepianist. Morgenmadsjuicen blev blandet af koncentrat og klorvand fra hanen, og faldt det ikke i smag, så solgte en krumrygget, kone færdigblandet saft fra en 1.000-liters tankvogn på det lokale marked et par hundrede meter derfra. At Zaporosje har 800.000 indbyggere, tung, forurenende industri, luft som svider i øjnene og et enormt atomkraftværk, der leverer halvdelen af elforbruget, var dog ikke emner, der fyldte spillernes hoveder, da de fyldte lobbyen med enorme sorte DHF-tasker, harpiksklistrede håndbolde og varme, smilende ansigter. Holdet er klar til opgaven »Vi er klar til opgaven. Der er mange ting, vi kan gøre bedre end i den første kamp, mens jeg ikke tror, de har så mange ting, de kan gøre anderledes. Vi vinder«, sagde Josephine Touray, der dog ikke ville satse sin venstre – skudarmen – på tippet. F.eks. var kontrafasen ikke-eksisterende, og hverken Lene Thomsen, Mette Sjøberg eller Louise Pedersen kom på banen. Ikke fordi landstræner Jan Pytlick ville have et par ukendte jokere til returmødet, men fordi han prioriterede ro og spilrytme og derfor skiftede mindst muligt ud. »Det er meget værre at sidde udenfor og se på. Jeg holdt selvfølgelig øje med, hvad der virkede og ikke virkede, så jeg ved, hvad vi kan køre, hvis jeg kommer i kamp. Selvfølgelig vil jeg gerne spille, men lige nu er det eneste afgørende, at vi vinder«, sagde Mette Sjøberg. Forsvaret er nøglen til sejr Nøglen til sejr er ifølge Pytlick forsvar. »Jeg har analyseret og klippet video på Ukraine i fire uger. Vi ved alt om dem. Derfor skal vi stå bedre i forsvaret, så vi kan løbe kontra. Vi skal have flere gennembrud fra Trine Jensen og Katrine Fruelund på backerne og måske lidt flere skud fra distancen«, sagde Pytlick. Han afviste samtidig at være nervøs. »Selvfølgelig har jeg sommerfugle i maven, det er klart. Og selvfølgelig er vi presset. Men presset er aldrig større, end du selv gør det til. Jeg kan ikke sætte den her kamp op mod at spille f.eks. en OL-finale, men vi fokuserer på kampen. Det er det eneste, det handler om lige nu. For det vil ikke være godt for dansk kvindehåndbold, hvis vi taber«.
