Basketball: Det første opgør i jagten på at sikre sig basketballmændenes DM-guld blev spillet mandag aften i Horsens. Her tog Horsens IC imod Bakken Bears, og netop kampe mellem de to klubber regnes typisk for det største opgør i dansk basket. Bakken Bears fik et godt udgangspunkt og var dominerende i det meste af aftenens opgør, og det resulterede i en stor sejr på 88-66 i finaleseriens første opgør. Gæsterne gik fra de to første perioder med en føring på 49-37, og i tredje og fjerde periode trak Bakken Bears yderligere fra, mens Horsens IC havde svært ved at yde modstand, når gæsterne dikterede spillet.
Fodbold: Mario Balotelli tigger og beder i øjeblikket om at blive i AC Milan. Den kontroversielle angriber er i øjeblikket udlejet fra Liverpool i resten af sæsonen. Liverpool har fået Jürgen Klopp som manager, men det ændrer ikke ved, at Balotelli ønsker at blive i Milano efter sommerpausen. »Det, jeg ønsker, er at blive i Milan. Jeg var ikke lykkelig i Liverpool og ønsker ikke tage tilbage dertil«, siger Balotelli ifølge teamtalk.com. »Jeg har gjort det godt i mine to seneste kampe, og jeg har yderligere seks kampe til at vise, hvad jeg kan. Jeg føler endelig, jeg er i form og er afslappet. Desuden har Milan pengene«, lyder det fra Balotelli.




























