Atletik. Det amerikanske stafethold i 4x100-meter i atletik mister sølvmedaljen fra OL i London i 2012, meddeler den internationale olympiske komité (IOC) onsdag på sin hjemmeside. Diskvalifikationen af amerikanerne sker, fordi en af løberne på stafetholdet, stjerneløberen Tyson Gay, senere blev taget for brug af doping. De øvrige løbere på stafetholdet var Kennith Ryan Bailey, Jeffery Demps, Justin Gatlin, David Petrell Kimmons og Darvis Patton, og de mister altså alle deres medalje. (Ritzau)
Fodbold. Feyenoord forfremmer den tidligere hollandske landsholdsanfører Giovanni van Bronckhorst fra assisterende træner til chef. Den tidligere Arsenal- og Barcelona-spiller afløser Fred Rutten, der er blevet fyret efter holdets skuffende fjerdeplads i Æresdivisionen. Rutten skulle efter planen være stoppet efter sæsonen, men det bliver nu van Bronckhorst, der skal føre Feyenoord gennem kvalifikationskampene mod Vitesse, Zwolle og Heerenveen i kampen om en plads i Europa League. Giovanni van Bronckhorts spillede 106 landskampe for Holland og var anfører for sit land i VM-finalen i 2010.




























