Doping: De russiske vægtløftere udelukkes fra OL i Rio de Janeiro efter en rapport, der har afsløret statsstøttet doping i landet. Det er vægtløfternes internationale specialforbund, IWF, som har truffet beslutningen. Den Internationale Olympiske Komité (IOC) har ikke ønsket at tage en generel beslutning om russernes deltagelse ved legene. Komitéen har bedt de enkelte specialforbund tage stilling.
Fodbold: Emil Berggreen skiftede i vinter fra Eintracht Braunschweig til Mainz i Bundesligaen, men kort efter skiftet blev han opereret i sit højre knæ. Det var forventet, at danskeren skulle op i omdrejninger i forbindelse med den kommende sæson, men fredag løb danskeren igen ind i problemer. Ifølge klubbens hjemmeside har Emil Berggreen atter pådraget sig en skade i højre knæ, hvilket skulle være sket torsdag. En undersøgelse af skaden har vist, at Berggreen har beskadiget korsbåndet, og danskeren kan se frem til en operation i den kommende uge.


























