Det er først, når stilheden indtræffer, at man indser, hvor meget man har savnet den. Lige der, i det sekund man smækker døren bag sig i lejligheden i udkanten i Rio de Janeiro og mærker, at stille stunder i Rio er lige så fraværende som ren frisk aftenluft på et brunt værtshus, står det for alvor klart, hvor udmattende – på godt og ondt – det buldrende lydtæppe i den brasilianske millionby egentlig er.
Det starter ved daggry. En fårekylling, der kvækker sig vej frem i morgenfugten. Så hunde, der gør – ofte ad hinanden. Mennesker, der skændes på et gadehjørne. Biler, busser, båthorn. Motoren, der skriger på olie, og chaufføren, der har boykottet bremseren og i stedet skiftevis løfter og trykker hakkende på speederen, så bussens maskineri brummer rytmisk under den gyngende staccatokørsel.
