Fodbold: Hobro hentede sæsonens første sejr i den næstbedste række efter nedrykningen til 1. division. Søndag vandt Hobro 4-1 hjemme over AB. Anders Holvad åbnede målfesten efter 12 minutter, og Nicholas Gotfredsen var på pletten fire minutter senere. Efter en halv time var Hobro foran 3-0, og selv om AB fik et trøstmål, så kunne Wilfried Domoraud gøre det til slutresultatet efter pausen. Hobro nåede op på fire point efter fire kampe. I toppen satte Nykøbing FC sig på førstepladsen med en sikker 4-0-sejr hjemme over Skive. Nykøbing FC topper med ni point foran FC Helsingør og Næstved, der har henholdsvis otte og syv point.
Doping: Den russiske whistleblower Yuliya Stepanova har fået hacket sin mailkonto og sin konto hos Det Internationale Dopingagentur (Wada). Det er sket i forbindelse med cyberangreb, meddeler Wada. Ifølge AIPS, der er et internationalt fagforbund for sportsjournalister, blev Stepanova evakueret efter hackerangrebet, skriver NTB. Formålet med hackerangrebet var angiveligt at afsløre, hvor Stepanova befandt sig. Den russiske 800 meter-løber har været en af de mest omtalte russiske sportsudøvere, efter hun fungerede som whistleblower og medvirkede til at afsløre det omfattende, statskontrollerede dopingbrug i Rusland.



























