Med Lance Armstrong i en opvisningsstil, der fuldt ud levede op til det mest sublime, der hidtil er set fra hans side, leveredes i går på den 209 km lange 10. etape fra Aix-les-Bains til l'Alpe d'Huez sandsynligvis svaret på, hvem der vinder dette års Tour de France. Som CSC Tiscali-direktøren Bjarne Riis sagde det efter disse første udfordringer i bjergene: »Nu kan Jan Ullrich, Joseba Beloki og måske Christophe Moreau begynde at koncentrere sig om andenpladsen. For medmindre der sker noget fuldstændig uforudset, er der ingen, som kan besejre amerikaneren«. Ganske vist strøg US Postal-kaptajnen ikke umiddelbart i gult, selv om hans uimodståelige ridt mod Alpe-toppen mundede ud i en overvældende triumf. I den retning må han endnu væbne sig med tålmodighed, fordi han og alle de øvrige favoritter satte for meget tid til under søndagens laden-stå-til-etape til Pontarlier. I stedet kunne det yngste skud på den cyklende franske Simon-familie, Francois, lade sig hylde i den eftertragtede ledertrikot, selv om han først var i mål 10.20 min. efter amerikaneren. Det var netop på en l'Alpe d'Huez-etape, at hans ældste bror Pascal i 1983 iført den gule førertrøje havde måttet forlade Touren efter at have stridt sig igennem etape efter etape med brud på skulderbladet. Francois' to andre brødre Jerome og Regis har begge vundet Tour-etaper, og i går forundtes det så Benjamin at indskrive sig i den traditionsrige cykelbegivenheds historie. Statist i førertrøjen Men Francois Simon må affinde sig med kun at være en parentes i det overordnede Tour-skuespil, for selv om han stadig har et forspring på 20.04 min. til Lance Armstrong på fjerdepladsen, vil amerikaneren, senest når ugen er omme, have sat sig på tronen. Det nye ved superstjernens fænomenale styrkedemonstration var, at den udfoldede sig på baggrund af et kæmpemæssigt bluffnummer. For Armstrong havde på de første 195 km af etapen prøvet at give indtryk af, at han langt fra var sit vanlige jeg. I stedet lod han Telekom om at styre begivenhederne både på Col de la Madeleine og Col du Glandon. Men da den første stejle del af stigningen op mod l'Alpe d'Huez meldte sig, stillede han atter den gammelkendte stil til skue med et legende let tråd i en kadence, som ingen andre var i stand til at gøre ham efter. Lynhurtigt lagde han afstand til Jan Ullrich (Telekom), Joseba Beloki (Once) og alle de andre med søde drømme om Tour-succes. Og på vej op fangede han også den sidste af dagens tre udbrydere, franskmanden Laurent Roux (Jean Delatour), der ellers havde indledt finaleklatreturen med et forspring på 6.10 min. efter en heroisk indsats, som indbragte ham førertrøjen i bjergkonkurrencen. Bagude søgte Jan Ullrich at svare igen, men han opnåede kun at lægge 10 sekunders afstand mellem sig og Beloki på tredjepladsen, mens Armstrong kørte i mål 1.59 min. før. Bluff i pokerklasse På pressemødet var Lance Armstrong mindst lige så veloplagt som på vejen mod tinden. »Jamen, det er da fuldstændig rigtigt, at det var et stort pokerspil, jeg var ude i. Jeg valgte selv, at det var bedst at spille kortene på en måde, så alle troede, jeg var i krise. Jeg sørgede for at se specielt lidende ud, når jeg fornemmede, at jeg var indfanget af tv-kameraerne. For jeg ved udmærket, at der også rundt omkring i verden sidder hjælpere foran fjernsynsskærmene, som lynhurtigt giver meldinger videre. Og for mig var det altså vigtigt at give indtryk af, at jeg ikke havde det særlig godt. Men egentlig følte jeg, at jeg hele tiden havde kontrol over situationen. Det var perfekt at lade Telekom gøre arbejdet, og så var det jo helt op til mig selv til sidst«, siger en storsmilende Lance Armstrong. »Jeg gik udelukkende efter etapesejren. Den gule trøje må så komme senere. Det er så stort at vinde på l'Alpe d'Huez, at jeg så det som mit primære mål. Jeg er en smule bekymret over, at Andrei Kivilev er ca. otte minutter foran mig. Måske fik han lidt for lang snor i søndags, for jeg anerkender ham fuldt ud som en stærk rytter i bjergene. Nu skal det vise sig, om jeg har brugt for mange kræfter på den afsluttende satsning. Det kan være, det kommer til at koste mig et par minutter på bjergenkeltstarten«. Dette sidste kan dog også kun udlægges som en grundig gang bluff fra amerikanerens side. For der er intet, der tyder på, at han skulle gå ned i dag. Tværtimod. Jan Ullrich erkendte sit nederlag, men har ikke opgivet at ændre på det tilsyneladende givne facit. »Jeg havde ingen mulighed for at følge Armstrong, men der er endnu fire hårde dage i bjergene, så jeg mener stadig, jeg kan nå at hente ham. Bl.a. også fordi jeg synes, at vort hold er stærkere end hans«, siger Jan Ullrich.