Selvtilliden gjorde forskellen for Brøndby

Lyt til artiklen

Mogens Krogh har efterhånden været en fast del af Superliga-gamet i mange år. Derfor får man heller ikke den rutinerede målmand til at tale i overskrifter og love mesterskaber, bare fordi Brøndby vinder sæsonens tre første kampe i overlegen stil. Til gengæld kan man godt få ham til at forklare, hvorfor de samme spillere, der i foråret ofte virkede lammede og uden kreativitet, pludselig udspiller for eksempel OB med lynhurtigt og sikkert pasningsspil. Ifølge Krogh handler mere, end man skulle tro, om selvtillid. »Det betyder utroligt meget. I foråret kunne vi også spille både hurtigt og sikkert til træningen, mens det hele blev låst og lammet i kampene. Nu har vi været heldige og dygtige til at komme hurtigt foran i nogle kampe, og det har givet os den ro, der var nødvendig«, siger Brøndby-anføreren, som også påpeger en vellykket taktisk ændring. »Vi har arbejdet en del med at være i boldbesiddelse. Tidligere var meget lagt an på, at vi skulle afslutte hurtigt. Nu satser vi mere på lange angreb, hvor bolden skal køre rundt, og det har fungeret godt indtil nu«, forklarer Mogens Krogh. Han havde en meget rolig første halvleg mod OB, der ellers et par timer tidligere var ankommet til Brøndby Stadion med mindst lige så meget selvtillid. 3-1-sejren over Silkeborg i mandagskampen havde budt på perspektivrige takter, og træner Troels Bech dristede sig ligefrem til en udtalelse om, at OB da sagtens kunne risikere at gå hen og vinde udekampen mod Superligaens tophold. Hemmingsen tilbage Desværre for Troels Bech havde hans spillere tilsyneladende fået for meget selvtillid ud af opgøret mod Silkeborg. I hvert fald var Brøndbys indstilling fra første fløjt en del mere målrettet end gæsternes. OBs anfører Michael Hemmingsen var ellers tilbage i midterforsvaret efter udstået karantæne og skadespause, men samarbejdet med specielt Lars Jacobsen og hollandske Fernando Derveld gik helt i koks, og inden for de første ti minutter nåede Mattias Jonson, der afløste skadede Peter Madsen i Brøndbys angreb, at have tre åbne chancer. Svenskeren udnyttede den sidste, og mens fynboerne slet ikke kunne finde modtræk, fortsatte Brøndby med at kværne angreb efter angreb ned mod Karim Zaza. Jonson, Thomas Lindrup, Ruben Bagger og Mads Jørgensen stod nærmest i kø for at afslutte, og faktisk stjal sidstnævnte et lille kvarter efter åbningsmålet en oplagt langskudsmulighed fra Bagger. Lillebror Jørgensen blev dog hurtigt tilgivet, da hans afslutning fra distancen strøg hårdt og fladt ind bag Karim Zaza til 2-0 og den tidligere AGFers tredje Brøndby-scoring i tre kampe. Et totalt fynsk kollaps truede, men sammen med et voldsomt og vedvarende regnskyl faldt Brøndbys intensitet en del i de sidste 45 minutter. Thomas Lindrup tillod sig hurtigt at brænde et straffespark begået af Fernando Derveld på Mattias Jonson, og derefter sparede Brøndby på krudtet, mens OB ikke havde overskud til den store offensive satsning. Dermed blev slutresultatet 2-0, og Troels Bech måtte til at revidere sin optimisme en hel del. Skræmte harer »Det var meget skuffende, og jeg må sige, at spillerne ikke gjorde meget for at vise, at spillet fra i mandags ikke var en tilfældighed. Jeg troede, vi var kommet længere, men spillerne virkede ærlig talt lidt forskrækkede. Det var jo 'angsthase'-fodbold«, lød det efter kampen fra OB-træneren med direkte reference til det tyske udtryk for hold, der optræder som skræmte harer. Omvendt havde kollega Åge Hareide travlt med at rose sine spillere og især Mads Jørgensen, der på imponerende vis fungerer som både kreatør og motor på Brøndbys midtbane. »Han er vel det største talent, jeg har arbejdet med siden Ole Gunnar Solskjær, og jeg er ret sikker på, at Mads Jørgensen bliver Brøndbys næste landsholdsspiller. Han arbejder altid hårdt - også til træningen«, sagde Hareide, mens regnen fortsat silede ned uden for omklædningsrummet. De sorte skyer ser til gengæld ud til helt at være forsvundet over Brøndby.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her