Stoholm kom i går på fodboldens landkort, da det kommunale stadion i den lille by mellem Skive og Viborg lagde græs til sidstnævntes Superliga-opgør med AGF. Desværre for Viborg blev den midlertidige flytning til oplandet ingen succes. Trods et solidt spilovertag lykkedes det således ikke at slå hul på AGFs bageste bastioner, som ellers var blevet gennemhullet hele otte gange i sæsonens to første kampe. Da århusianerne ikke var rejst til Stoholm for at underholde med brusende angrebsfodbold, sluttede opgøret derfor 0-0. Det var der umiddelbart størst glæde over i udeholdets omklædningsrum. »Jeg er godt tilfreds med at rejse herfra med det ene point. Efter to nederlag gjaldt det for os bare om at få point på kontoen. Men når det er sagt, så synes jeg egentlig, at uafgjort var et passende resultat«, sagde AGFs træner, John Stampe. Den analyse var Viborg-kollegaen, Kim Poulsen, ikke just enig i. »Det er hamrende irriterende, at vi ikke napper alle tre point, for i dag var der kun ét hold, som ville noget. Men det var typisk, at når bolden var på vej i mål, så ramte den en mand på foden - eller i røven«, sukkede Kim Poulsen, der mente, at Viborg efter pausen havde været altdominerende. Utvivlsomt var hjemmeholdet mest i boldbesiddelse mod AGF. Men Viborg er et typisk kontrahold, som har det bedst, når modstanderne bliver lokket ud af hulen. Det kom århusianerne, der kun havde Bo Nielsen liggende helt fremme i en ny og mere kompakt 4-2-3-1-formation, sjældent. Derfor kæmpede de notorisk forsigtige viborgensere især i første halvleg en brav kamp for overhovedet at komme på skudhold over for Erik Boye i AGF-målet. Efter pausen satsede Viborg hele butikken, og straks gav det chancer på samlebånd - i begge ender af banen. I det 47. minut parerede den suverænt spillende Viborg-keeper Arek Onyszko i to omgange nærgående forsøg fra Nocko Jokovic og Allan Borgvardt. Fire minutter senere hev Erik Boye en mesterlig fodparade frem, da Thomas Frandsen bankede på døren, og i det følgende returløb ragede Onyszko kuglen til sig, da Bo Nielsen slap helt igennem. Den resterende del af forestillingen udviklede sig herefter til en åben slagudveksling, stadig med Viborg i den dominerende rolle. Søren Frederiksen, Klaus Kærgård og til sidst Steffen Højer formåede dog ikke at slå kapital af artige chancer, som primært opstod, fordi århusianerne var ved at blive noget møre i bentøjet. AGF var imidlertid tættest på at hive sejren i land, da Ralf Pedersen i det 68. minut standsede et hovedstød fra Bo Nielsen på selve målstregen, efter at Arek Onyszko for en gangs skyld var løbet galt i skoven. En af banens bedste spillere, den 37-årige AGF-målmand Erik Boye, glædede sig over, at han for første gang havde holdt rusen ren. »Vi stod i dag bedre i forsvaret end i de to foregående kampe. Det betød, at Viborgs angribere blev presset til at forcere deres afslutninger, så de enten ramte mig eller røg helt udenom«, smilede Boye.