Det startede egentlig bare med et harmløst telefoninterview. Jeg skulle have afklaret, om nogle af de fremspirende danske ishockeytalenter ville blive opført på den nye autoriserede kandidatliste til næste sommers draft, en draft, hvor klubberne i den nordamerikanske ishockeyliga NHL vil fordele forkøbsretten til den nye årgang af kontraktmodne talenter. Efter at røret var blevet lagt på til det afklarende interview, kom jeg imidlertid snart på slingrekurs, og inden jeg havde set mig om, havde jeg bevæget mig ud på et faretruende skråplan, der trak mig væk fra rollen som observerende, uafhængig journalist, og havde retning lukt ned i den lumre agentbranche. At den var gruelig gal, gik for alvor op for mig, da jeg modtog en mail med en opsigtsvækkende forespørgsel: »Findes der eventuelt en tredje eller fjerde dansk spiller, som vi kan indsætte på vores NHL-kandidatliste som en interessant NHL prospect for NHL's talentspejdere?«, kunne jeg læse i mailen, der kom fra finnen Göran Stubb. Han er NHL's øjne og ører i Europa. Som chef for European Scouting Service (ESS), der er NHL's talentspioncentral i Europa, er det Stubbs job at opspore og udpege nye europæiske talenter for nordamerikanerne. Europæiske ishockeytalenter står i høj kurs i Nordamerika, og NHL-klubberne og den centrale NHL-organisation bruger store summer på at udforske det europæiske talentmarked. Et hurtigt blik på den aktuelle topscorerliste i NHL, og man forstår deres ihærdighed. Blandt de seks bedste pointslugere i NHL, er de fem europæere. Dertil kommer, at profilerne i NHL-klubbernes bedste kæder ofte er europæere, og at to svenskere sidste år løb med de to fornemste NHL-udmærkelser. NHL vil have de bedste Europa er åbenlyst bedst til at opfostre spillere, men det er i Nordamerika, at ishockeyklubberne med de store penge er koncentreret. Og derfor også her verdens bedste ishockeyspillere er beskæftiget. Sådan skulle det gerne blive ved med at være, mener man i NHL, og derfor har nordamerikanerne et finmasket net, der skal sørge for at indfange ethvert nyt europæisk talent. Hver sommer holder NHL en draft-dag, hvor NHL-klubberne fordeler forkøbsretten til den nye årgang af talenter, der er blevet gamle nok til at blive draftet, det vil sige er fyldt 18 år inden midten af september. For NHL-klubberne er det naturligvis altafgørende at have et godt overblik over talentmassen, så de på draft-dagen kan udvælge de mest lovende spillere, og derfor har hver NHL-klub også et utal af europæiske agenter, der finkæmmer hver sit marked for talenter. Men Europas ishockeyverden er mangfoldig og kan være svær at overskue fra Nordamerika, og det er her, Stubb og hans seks agenter kommer ind i billedet. ESS sørger blandt andet for at forsyne NHL-klubberne med et katalog over talentkandidater i forskellige europæiske lande, et katalog, som NHL-klubberne så bruger som udgangspunkt for deres egne vurderinger og efterforskninger. Første gang NHL-klubberne hører fra Stubb og hans agenter i en ny sæson, er i november, hvor NHL-klubberne modtager det første katalog med ranglister over de europæiske ishockeytalenter, som ESS mener, kan blive aktuelle for næste sommers draft. Det var netop det forestående novemberkatalog, der var anledningen til, at jeg en mandag ringede til Stubb. Da hans agentbureau ikke har ubegrænsede ressourcer, koncentrerer bureauet sig normalt om turneringerne i de store ishockeynationer, det vil sige Sverige, Finland, Tyskland, Rusland og Tjekkiet, Slovakiet og Schweiz. Danmark er et af de lande, ESS ikke har ressourcer til at kortlægge, men det plejer ikke at have nogen praktisk betydning, fordi de danske talenter, der har NHL-potentiale, normalt tidligt søger til svensk ungdomsishockey og således ad den vej bringer sig i NHL's søgelys. Men i år var det anderledes. Her havde flere af de største danske talenter valgt at spille i den bedste hjemlige række, SuperBest-ligaen, frem for at henslænge tiden i en svensk ungdomsrække. Det mest åbenlyse talent var Hernings 17-årige Peter Regin, der for ganske nylig havde haft debut på A-landsholdet, hvor han spillede lige op med spillere fra blandt andet A-gruppe-nationen Letland. Og således umiddelbart syntes at være en oplagt kandidat til ESS' katalog over europæiske talenter. Jeg ville gerne høre, om Stubb var af samme observans og fangede over telefonen NHL-spionen på hans kontor i Finland. Agenten mødte mig straks med en række modspørgsmål: »Hvor gammel sagde du, han var? Og han har spillet på det danske seniorlandshold? Det lyder interessant. Ham bør vi nok kigge lidt nærmere på«, samstemmede agenten. Efter samtalen mailede jeg nogle stamdata for Peter Regin til Stubb for at spare den imødekommende agent for unødigt overarbejde. Kort efter blev min mail besvaret af Stubb: »Var Martin Nielsen (Malmø) født 1985 også med på det danske A-landshold?«, forhørte Stubb sig. Martin Nielsen spillede i anden halvdel af sidste sæson i Malmø og er derfor kendt i Stubbs organisation. Men i denne sæson er Martin Nielsen tilbage i barndomsklubben Rødovre, hvor han nu spiller fast på klubbens isligahold. Det blev meget værre Det fortalte jeg Stubb i det svar, som jeg per automatik returnerede. For at lette den danskervenlige agents arbejde medsendte jeg også Martin Nielsens spillerstatistik og oplyste, at han netop havde deltaget på det danske U20-landshold. Straks jeg havde klikket 'Send', ramte usikkerheden mig imidlertid. Hvad var det dog, jeg havde sat i gang? Var jeg ikke i færd med at infiltrere med min kilder, og havde jeg ikke - som en anden agent provocateur - selv fremprovokeret min egen journalistiske historie? Som antydet skulle det blive meget værre. Den følgende dag lå der i min indbakke en ny mail fra Stubb. »Vi indsætter Peter Regin og Martin Nielsen på vores novemberrangliste for Danmark. Findes der eventuelt en tredje eller fjerde dansk spiller, som vi kan indsætte på vores NHL-kandidatliste som en interessant NHL prospect for NHL's talentspejdere?«, forespurgte Stubb i sin mail. Jeg overvejede alvorligt, om jeg burde besvare mailen, men kom frem til, at det ville være uforskammet ikke at svare agenten, der nu endelig ville give de hjemlige talenter en chance. Og også skamløst over for de danske talenter, der nu kunne få deres navn ud i verden. Så stamdata og statistikker for yderligere nogle danske spillere blev returneret til den finske talentcentral. Endnu en gang blev jeg slået omkuld af en byge af bebrejdelser fra den dårlige samvittighed: »Nåh, man er nok på vej ind i agentbranchen! Har man pludselig glemt, hvordan man i årevis har prædiket om det urimelige i, at NHL bortfører alle europæiske ishockeytalenter og efterlader de europæiske turneringer som profilfattige talentørkner? Og så er man selv endt som en simpel stikker, der forråder de danske klubber, som har brugt år på at opfostre sine spillere og nu bare kan vente på, at de bliver eksporteret til rigmænd i Nordamerika«. Samtidig med at jeg modstræbende måtte erkende, at jeg nu på et vist plan var endt som lakaj for nordamerikanske ishockeymoguler, som multimilliardæren Philip Anschutz, gik jeg i gang med at opbygge mit moralske forsvar. Og genvandt hurtigt fodfæstet: Når alt kom til alt, så var det eneste, jeg havde gjort, jo at råde bod på den åbenlyse uretfærdighed, at man skal være aktiv i en af de store ishockeynationers ungdomsrækker for at få chancen i NHL. Hvorfor skulle danske spillere, der vælger at blive i hjemlandet, diskrimineres fra chancen for at komme til NHL? Jeg sikrede jo bare åben information om den danske talentmasse, så markedskræfterne frit kunne råde, og de mest talentfulde spillere også var dem, der i sidste ende blev udvalgt. Og de danske spillere, som nu var kommet med i NHL's kandidatkatalog, var jo nok alligevel blevet opdaget, når de senere på sæsonen skulle spille junior-VM. Jeg havde blot sikret, at de kom i betragtning tidligt i sæsonen, på lige fod med deres konkurrenter i de andre europæiske ligaer, forsvarede jeg mig. Men tilbage var stadig problemet med troværdigheden over for læserne, hvor der var et dilemma: At skrive en nyhed, som man på sin vis selv havde iscenesat, ville være at snyde læserne. At undlade at skrive historien ville være at snyde læserne for en god nyhed. Det sidste hensyn sejrede imidlertid, da nyheden om de tre danskere onsdag havnede som en notits på ishockeysitet danhockey.dk - og man således kunne forvente, at andre medier ville løbe med historien - så vi os nødsaget til at bringe nyheden. Og så måtte vi efterfølgende bringe den fulde beretning om, hvordan nyheden var blevet til, så læserne kunne blive bekendt med nyhedens forudsætninger. Det er nu bragt i stand.