Sejrspodiet nåede Michael Rasmussen aldrig frem til, selv om han stræbte så indædt på lørdagens etape til Plateau de Beille. Men en forsinket officiel hyldest for indsatsen modtog han nu alligevel, da han inden starten på gårsdagens etape præsenteredes for den kolossale menneskemasse, der havde fundet vej til Carcassone som den foregående udfordrings mest angrebsivrige rytter. Garanti for nye angreb »Jeg fik faktisk først at vide i bussen på vej til starten, at jeg skulle hyldes, og jeg er selvfølgelig glad for, at min indsats er blevet påskønnet. Jeg kan garantere, at jeg prøver igen i Alperne, for jeg har jo ikke vundet min etape endnu. Det bliver så enten i morgen eller på torsdag, for op til Alpe d'Huez skal jeg vist være glad for, at jeg nok ikke sætter så meget tid til, som jeg ville have gjort på en almindelig enkeltstart. Jeg ved, hvad der venter de tre dage, fordi jeg kender etaperne fra vores træningslejr, og derfor synes jeg også, jeg kan tillade mig at være optimist«, siger Michael Rasmussen, der således er den anden dansker - efter Jakob Piil - der er blevet hædret for sin offensive indstilling. Udbrud tærede på kræfterne I det flade terræn på turen fra Carcassonne til Nimes sås naturligt nok ikke meget til de to foregående etapers danske hovedperson. »Nu glæder jeg mig til hviledagen, for jeg kan godt mærke, at det lange udbrud i lørdags har tæret på kræfterne. Men når jeg kigger på de andre, ser de lige så trætte ud. Jeg fortryder intet af det, jeg foretog mig i Pyrenæerne. Og jeg mener fortsat, det havde været realistisk at holde hjem, hvis Jens Voigt og jeg ellers havde fået lige så lang snor som Richard Virenque forleden. Men det ville man åbenbart ikke tillade«. Ingen hjælp fra Riis Forundret var Michael Rasmussen, da han erfarede, at CSC-chefen, Bjarne Riis, havde givet hans ledsager i den lange offensiv, Jens Voigt, ordre til at økonomisere med energien, bl.a. for at gøre et gammelt regnskab op fra Dauphiné Libéré. Dengang var Michael Rasmussen i udbrud med Ivan Basso og kørte alene hjem til sejren, da italieneren fik problemer med sin kæde. »Jeg mener fortsat, at jeg ventede så lang tid på Basso, som jeg burde den dag, men det var min opfattelse, at CSC var ufattelig lang tid om at få klaret maskinskaden. At Bjarne overhovedet bruger den episode i sin taktik, fatter jeg ikke«, fastslår Michael Rasmussen.