Wimbledons græs er nu kun et svagt minde. Sommerens hvide cricketbluser pakkes pænt sammen, og de mere farverige foldboldbluser finder vej over ølmaverne. »It's time«, som en velvoksen mand på den lokale pub tørt annoncerede til sin ven, før de satte sig til rette og så et optaktsprogram til sæsonstarten i Premier League. Verdens mest spændende liga, som man plejede at sige herovre, fordi det aldrig lykkedes for englænderne at slå til i Europa. Størst og rigest Men i år er det anderledes. Champions League-pokalen står på den røde side af Mersey-floden i Liverpool. Og ud over at kunne prale af de europæiske vindere kan briterne supplere med verdens største klub (Manchester United) og verdens rigeste (Chelsea). Det tegner godt, og Londons pubber syder af småsnak, rygter, væddemål og drillerier. For på trods af terroren og den pressede stemning i byen skal livet leves, og en stor del af livet i Europas metropol er fodbold. Chelsea FC, de nyrige fra King's Road, er favoritter til at løbe med guldet igen. Jose 'Napoleon' Mourinho har været ude med onkel Abramovichs store russiske pengepung og fået rivalernes transferbudgetter til at ligne en repræsentationskonto. Stærk enhed Indkøbene af særligt den elegante forsvarer Del Horno og Manchester Citys engelske landsholdsspiller Shaun Wright Phillips (230 millioner kr.) samt tilbagekomsten af Hernan Crespo gør Chelseas trup til en nærmest uhyggelig stærk enhed. Særligt Wright Phillips kan vise sig at være guld værd. Chelsea var i sidste sæson klart stærkest, når wingerne Arjen Robben og Damien Duff ikke var skadede. Mourinho og direktør Peter Kenyon forsøger stadig at lokke Lyons Michael Essien til Vestlondon - der mangler en topangriber efter Mutus og Kezmans afsked. Men det er vist også det eneste, der mangler på Stamford Bridge. Blakket ry Chelsea er ikke den mest elskede klub i storbyen. Kombinationen af svinsk mange penge, et blakket ry (Chelseas Head Hunters var før i tiden blandt de værste hooligans), og den naturlige rivalisering mellem det velstående Vestlondon og det fattige Østlondon, gør Chelsea til det mest hadede hold efter Manchester United. Chelseas magtovertagelse af Premier League foregik forbløffende hurtigt. Eller rettere, det tog en sæson at vippe magtbalancen fra Highbury til King's Road. Det er svært at se en reel trussel til Abramovichs pengemaskine, men bysbørnene fra Arsenal kan ikke afskrives. Arsene Wenger har før vist, at det ikke kun er pengene, der tæller. Manchester United har altid haft mange flere penge end Arsenal, og alligevel er det lykkedes den snu franskmand at opbygge et Arsenal-hold, der år ind og år ud har imponeret med lynhurtig og elegant powerbold. Vierras afsked Analytikere har hæftet sig ved, at krumtappen på Arsenals midtbane, Patrick Vierra, er blevet solgt til Juventus. Umiddelbart ligner det også en voldsom svækkelse, men Wenger ved, hvad han gør. Han vil have noteret sig franskmandens stigende skadeskurve, samt at Arsenal statistisk klarede sig lige så godt uden Vierra sidste sæson som med. Samtidig var det nu, hvis Arsenal stadig skulle have mange penge for midtbanespilleren. Og det fik de. Ca. 150 millioner kroner. Det er penge, som Wenger godt kan bruge i sin genopbygning af et hold, hvor stjernerne er ved at være lidt gamle. Indtil videre har Wenger byttet Vierra ud med Stuttgarts hviderusser, Alexander Hleb, men Wenger har ganske sikkert nogle trumfer gemt i ærmet, og transfermarkedet er ikke lukket endnu. Færre penge til nye spillere Arsene Wengers hænder har økonomisk været bundet af gælden i forbindelse med tilblivelsen af Arsenals nye superstadíon, Ashburton Grove, der står klar til næste sommer (gælden forventes at ramme tre milliarder kr. denne sæson). Det er en nødvendig satsning, der vil fordoble Arsenals entreindtægter, men det har svækket Arsenals evne til at investere i nye spillere over de seneste sæsoner. Islingtons helte skal leve op til det ypperste, hvis de skal true Mourinhos Blues. Rivaliseringen mellem Londons topklubber er enorm, og en dansker blev pludselig fanget midt i skudvekslingen over sommeren. Frank Arnesens skift fra Tottenham Hotspur til Chelsea har været et af sommerens varmeste emner i den britiske presse. Mod bedre tider Det har fået sindene i kog hos de mange glødende Spurs-fans, der føler sig svigtet af Arnesen. Forventningerne til Jol og Arnesens genrejsning af den sovende kæmpe, Tottenham, var virkelig store, og hele den så omtalte Arnesen-affære kom som et chok for Tottenhams tilhængere. Arnesen skal ikke regne med en varm modtagelse på White Hart Lane, og rivaliseringen mellem Spurs og Chelsea har fået en tak opad. Men Tottenham er også uden Arnesen på vej mod bedre tider. Klubben råder over fire topangribere i Defoe, Mido, Kanoute og Keane. Med købet af Edgar Davids og tilkomsten af stortalenterne Andy Reid og Michael Dawson kan Spurs meget vel blive årets overraskelse. Mestre bliver de ikke. Men top-fem er bestemt inden for rækkevidde. Truslen nordfra Det mest åbne spørgsmål er, hvordan Champions League-vinderne, Liverpool FC, vil klare skærene. Liverpool brillerede ikke just i Premier League sidste år. Onde tunger har påstået, at Liverpool kun spillede en god halvleg i hele sidste sæson (men den var til gengæld også fuldstændig fantastisk). Der har været en sand exodus af spillere fra Liverpool over sommeren, og selv om de i Claudio Rena har fået den målmand, Benitez har efterspurgt, er spillere som Peter Crouch og Bono Zenden ikke mesterskabsaspiranter. Stephen Gerrard takkede nej til Mourinho og har udtalt: »Jeg tror, vi kan vinde mesterskabet. Det tror vi alle sammen«. Men det er tvivlsomt. Premier League handler ikke om en glorværdig heltepræstation, men om en lang sej kampagne. Mourinho har udtalt, at Stephen Gerrard kommer til at fortryde, at han ikke valgte Chelsea. Vi får se, hvem der ler sidst. Ikke gnidningsfri Og så er der jo Sir Alex' drenge. For få år siden Englands stolthed. To år uden et mesterskab er lang tid i Manchester, og den dårlige stime kunne meget let fortsætte. For den ellers så velsmurte maskine fungerer ikke, som den skal. Malcolm Glazers overtagelse af verdens største fodboldklub har bestemt ikke været gnidningsfri, og den hollandske veterankeeper Edwin Van Der Sar er storklubbens bedste indkøb over sommeren. Der er uro i lejren, uro blandt fans, og det skal blive spændende at se, om Sir Alex med den røde næse kan lyse vej som en anden Rudolf gennem de turbulente tider for klubben. Truslen indefra De respektive klubber vil helst ikke tale om det, men terrorangrebene har selvsagt rystet London. Ikke at det kom som en overraskelse, men alligevel. Hvem tager f.eks. tuben nu, hvis det kan undgås? Selv om 'the londoners' udviser nærmest stoisk ro, og livet i storbyen næsten er tilbage til normalt, vil tanken om effekten af et bombeangreb på de tætpakkede stadioner nok ikke helt kunne undslippe underbevidstheden, når englænderne fra i dag af sidder pakket som sild i en tønde hver lørdag. Chelsea FC har allerede taget konsekvensen og forbudt rygsække og store tasker. Også kvinders håndtasker vil blive undersøgt, »og dem er der mange af, også hos mændene på The Bridge«, grinede manden på pubben til sin ven, med en slet skjult reference til det lidt fimsede ry, der omgærder King's Road, en af Londons fineste modegader.