Okay, forestil dig dette: Du sætter dit hus til salg hos en ejendomsmægler, der lover at gøre sit bedste for at skaffe dig den bedst mulige pris. En potentiel køber melder sin interesse. Men når I så endelig sidder ved forhandlingsbordet for at nå frem til en endelig pris, sidder din ejendomsmægler pludselig ikke ved din side. I stedet arbejder han for køberen og siger:
»Ah, vi kan vist godt skrue lidt ned for prisen på det hus«.
Indrømmet, det lyder som et bizart og karikeret scenarium, men ikke desto mindre er det ganske tæt på det, der foregår i fodboldens verden. I Danmark. Ud over Europa. Blandt andet dokumenter fra Football Leaks viser, at massevis af agenter pludselig er ansat af deres spilleres klub – i stedet for af deres spillere. Det kan der være en stor og i en del tilfælde ulovlig skattefordel ved.
Spillere mister forhandlingsstyrke
Men det kan også skabe massive interessekonflikter, advarer Spillerforeningen.
»Det er et muligt skatte- og momsproblem, men for spillerne er det lige så slemt, at de mister styrke i forhandlingen ved den konstruktion. Den person, de betragter som deres agent, skifter hest i vadestedet, og de færreste spillere kan gennemskue tabet ved det«, siger direktør Mads Øland og fortsætter:
»Konsekvensen af det er, at deres normale agent pludselig arbejder mere for klubben, som spilleren alt andet lige forhandler med – for hvor ligger mellemhandlerens loyalitet egentlig, når han ender med at forhandle sit honorar direkte med klubben? Derfor risikerer spillerne at ende med for eksempel en mindre løn eller sign-on-fee, end de kunne have fået. Måske bliver de præsenteret for en længere kontrakt, end de ellers ville blive tilbudt, og netop lange aftaler kan begrænse især yngre spilleres muligheder for at få et lønløft, hvis de præsterer godt på banen«.
Spillere har »minimal« del af ansvaret
Der er ingen præcise tal for, hvor ofte det sker i Danmark. Men Politikens research tyder på, at det er en ret udbredt praksis at lade en klub hyre spillernes agenter, selv om de ofte har været tæt forbundet i årevis. Når nu det indebærer en skatterisiko kan det undre, at relativt mange spillere ser ud til at gå med til det.
»Men de får det beskrevet som det naturligste i verden af personer, de har tillid til – og som har langt større forretningsmæssig erfaring end dem. Og de får at vide, de sparer penge ved det. At der kun er fordele. Men i virkeligheden risikerer de at ende med en skatteregning og en dårligere kontrakt i hånden, end de ellers ville have gjort. Samtidig er det de færreste gange, at spilleren får at vide, hvad agenten får af klubben, og vi har oplevet mange, der har spurgt ind til det uden at få et svar. Spilleren har altså ingen indsigt i, hvad der foregår«, siger Mads Øland og fortsætter:
»Selvfølgelig har spillerne en del af ansvaret, men i min optik er det minimalt, for de forstår altså ikke ret meget af det her. Selv om spilleren måske nok går med til sådan en konstruktion, er han stadig den svage part i forhandlingerne. For agenter og klubber er det den daglige forretning, mens spillerne kun står i den slags situationer et begrænset antal gange i løbet af en karriere. De er afhængige af god og ordentlig rådgivning«.
