Et billede kan sige mere end tusind ord, men en stilhed kan sige mere end 25.000 serbere.
Det er netop stilheden, Ismail Morina husker fra den oktoberaften i 2014, da han fløj sin drone over Partizan Stadion i Beograd.
Arenaen havde ellers genlydt af ’Dræb albanerne!’ hele aftenen, men i det øjeblik, dronen og det sorte flag hang i luften over Serbiens hovedstad, forstummede de 25.000 hadske struber.
»Der er et splitsekund med intens stilhed sammen med følelsen af at være i et vakuum, ude af stand til at trække vejret; så kommer den enorme lyd af eksplosionen, midlertidigt øredøvende, og jorden skælver under ens fødder«, skriver forfatteren Michael Korda i sin bog ’Journey to a Revolution’ om det øjeblik, en eksplosion finder sted.
