De fleste fodboldklubber har en arvefjende eller ærkerival.
Rivaliseringen kan opstå af mange ting, for eksempel den geografiske placering af de to klubber, en enkeltstående begivenhed i en kamp eller voldsomme modsætningsforhold i klubbernes værdigrundlag.
Årsagerne kan også sagtens være blandet sammen eller blive det med tiden. Det sidste gør sig gældende, når jeg tænker over, hvorfor jeg elsker FC København og afskyr Brøndby IF.
Hvad der startede som en stor interesse for det, der foregik på selve fodboldbanen, udviklede sig gennem årene for mit vedkommende til meget mere end blot det. Nogen har kaldt det en sygdom, jeg plejer at sammenligne det med et ægteskab.
Hvor man følger hinanden, i medgang og modgang. Det er måske også noget af det eneste, som fodboldfans verden over kan blive enige om – man shopper ikke rundt imellem, hvem man holder med, alt efter hvem der lige er gode for tiden.
Derfor betyder kampene mod arvefjenden ekstra meget.
Sejrens sødme smager bedst
Det er dem, man helst vil slå, der hvor håneretten efterfølgende er størst, og ikke mindst der, hvor sejrens sødme smager bedst. Af samme årsag er det også der, hvor et nederlag gør mest ondt og bliver forsøgt glemt allerhurtigst.
Mit første rigtige minde fra et derby – glem det fuldkommen bizarre ’newfirm’-udtryk tak (!) – på stadion er fra 1996, hvor Brøndby vandt 4-0 i Parken.
Jeg sad på Øvre C med min far og en af hans venner og tudbrølede, da det stod klart, at Brøndby ville vinde. Dengang anede jeg ikke, hvor meget det betød for mig, men når jeg tænker tilbage, står det klart, at det gik mig virkelig meget på.
Det var jeg noget mere bevidst om nogle år senere, da Hjalte Bo Nørregaard kurede ind i bolden og blev matchvinder i en skelsættende sejr på Brøndby Stadion.
En sejr, der sendte mesterskabet i armene på København. Det var et comeback af en anden verden, mens Michael Laudrups smil stivnede på sidelinjen. Den efterfølgende ballade i området omkring stadion understregede blot, hvor meget den nev på de lokale fans.
Og så er der selvfølgelig det dårligste minde ... Du har måske allerede gættet det. 5-0 nederlaget på Brøndby Stadion i 2005.
En kamp, som mange forlod før tid, da de af gode grunde ikke kunne overskue at se noget så skuffende og skrækkeligt til ende.
Men jeg blev stående til den bitre ende, også længe efter kampen. For at memorere de gules berusede, kollektive amokjubel over netop at have savet rivalen midt over.
At høre den ene smædesang efter den anden i nederlagets stund blev som en slags evig flamme midt i bålet af gule brædder.
Den oplevelse og følelsen, den efterlod, sidder stadig stærkt i mig. Og den kommer for alvor til udtryk, når vi slår Brøndby – efter at jeg frem mod derbyet har oplevet det, som mange kalder for derbyfeber. Ugelang nervøsitet og halvdårlig søvn. Hvordan mon det går? Er vi virkelig så meget bedre, som tabellen viser?
Før jeg skulle skrive det her, spurgte jeg forskellige FCK-fans, hvad de hader mest ved Brøndby. Det svar, der gik mest igen, var ganske simpelt »alt«. En smule diffust, så i et forsøg på at nå noget mere præcist uddybede flere af fansene: spillere, trænere, fans, stadion, beliggenhed, klubfarve. De hader virkelig »alt«. Det virker måske en smule voldsomt på nogen, men det er dybfølte svar.
Forskellen er selvforståelsen
Mit eget bud er selvforståelsen. Brøndby-fansenes evige snak om, at de er en ægte klub med sande værdier, mens FCK blot er et firma. »Vi bygger på fællesskab«, siger de – og FCK bygger så på økonomi. Sådan kunne man blive ved.
Det er udtryk for en hul og verdensfjern selvforståelse, som selv den mest fanatiske sekt ville være stolt af at slå sig op på. En selvforståelse, der har trange kår i en tid, hvor Brøndby IF er ejet af en mand, bosiddende i London, der spytter i klubkassen, hver gang den er tom. »Men han er jo fan af Brøndby, og dermed er klubben fanejet«. Det er svaret, man får, når man fremsætter kritikken af ejerforholdets sammenstød med selvforståelsen.
Så derfor jeg vil blot slutte af med at citere bestyrelsesmedlem og tidligere sportsdirektør Niels-Christian Holmstrøm:
»Når I stopper med at lyve om os, skal vi nok stoppe med at fortælle sandheden om jer«.
