Når fodboldagenter hyres til at ordne en spillerkontrakt i Danmark, er det oftest klubben, der betaler regningen – og ikke spilleren, som agenten ellers repræsenterer udadtil. Men den type aflønning kan være en måde at snyde i skat på, vurderer eksperter og Skat.
En ny opgørelse fra Dansk Boldspil-Union (DBU) viser, at klubberne i 2016 hyrede og betalte agenter for i alt 27 millioner kroner i forbindelse med handler og kontraktforlængelser. Således blev mere end tre fjerdedele af lønnen til agenter sidste år betalt af klubber, mens den resterende del blev betalt af spillerne selv. Der er tale om en stigning fra året før: I 2015 betalte klubber for agenten i 63 handler, mens tallet i 2016 er vokset til 93 handler.



























