Befrielsen.
Intet mindre end den forløsende afslutning på fem års tysk besættelse af Danmark under Anden Verdenskrig blev spejlbilledet på de begivenheder, der udspillede sig på Københavns Rådhusplads 27. juni 1992.
Dagen forinden havde det danske fodboldlandshold vundet Europamesterskabet og var efter et triumftog i sneglefart gennem en massiv menneskemængde hele vejen fra lufthavnen til hovedstadens centrale plads endt på rådhusets balkon. Her stod de på alle måder berusende begejstrede landsholdsspillere og sang for på en strofe med åbenlys skadefro tone af en moderniseret version af det triumferende opgør med den forventede tyske overmagt: »Deutschland, Deutschland, alles ist vorbei, alles ist vorbei, alles ist vorbei, Deutschland, Deutschland, alles ist vorbei ...«.
Om der var 100.000 eller 200.000 stemmer i koret eller et antal derimellem blev aldrig gjort op, men hovedparten sang med, en hel del holdt et blafrende Dannebrog i hånden og stort set alle havde fornemmelsen af, at de den dag var med til at skrive danmarkshistorie.
