Fodbold: Der bliver endnu et dansk islæt i den bedste engelske fodboldrække i den kommende sæson. Her skal 28-årige Jonas Lössl således spille for Huddersfield, der er rykket op i Premier League. Dermed skifter Lössl tyske Mainz og Bundesligaen ud med engelsk fodbold, bekræfter begge klubber på deres hjemmesider. Den danske målmand, der er noteret for en enkelt A-landskamp, har kontrakt med Mainz frem til 2019, og han er udlejet for en etårig periode.
»Som alle ved, så havde vi stor succes med vores lejeaftaler i sidste sæson, og nu har vi haft muligheden for at hente endnu en kvalitetsspiller til klubben på den måde. Han var en del af Mainz, som havde en svær sæson i 2016-17, og det er grunden til, at vi har denne sjældne mulighed for at leje en spiller af hans kvalitet«, siger Huddersfields tyske manager, David Wagner, til klubbens hjemmeside.




























