Den hvide båd af træ med røde og blå striber holder i køen sammen med sine ejere for at komme med på færgen. Båden ’Fípan Fagra’ skal fragtes til Færøernes sydligste ø, Suderoy. Turen er lang for båden og mandskabet, der kommer fra en af de vestlige øer. Hvis man som almindelig personbil vil med til den sydlige ø, handler det om at være her i god tid. Roentusiaster, sportsinteresserede og traditionsbundne færinger skal til jóansøka, der er den færøske sankthansdag. På øen skal der vistnok være bål et eller andet sted, men det, der optager folk, er kaproningen.
Som indfødt dansker er det svært at forblive upåvirket af den vippende færge, hvor cola og saltede chips er eneste hjælpemiddel i forhold til en tiltagende kvalme. Færingerne lader sig tilsyneladende ikke kue af de høje bølger og fortsætter ufortrødent deres køb af pommes frites og hakkebøffer badet i brun sovs.
Under den to timer lange færgetur sidder bådens mandskab pænt på rad og række ved siden af cafeteriet. En af dem er 16-årige Brandur Kjølbro, en dreng med store nysgerrige øjne og en næsten to meter lang krop, der gør ham svær ikke at lægge mærke til. Sammen med sine fem kammerater og styrmanden, Katarina, bemander han båden ’Fípan Fagra’.
’Fípan Fagra’ har heddet sådan i over 100 år efter et færøsk folkesagn. En fortælling om Fípan, en nydelig, fagra, pige, der bliver kidnappet af en gigant og undslipper på magisk vis ved at lære at bruge bjergene, vandet og ilden til sin fordel. Mandskabet skal også kunne tæmme vandet og bjergene, når de skal ro i fjordenes høje bølger. Kaproningen til jóansøka, der lokker folk fra alle dele af øgruppen til, foregår i bygden Tvøroyri. Her skal Brandur og vennerne vise, hvad de kan bedst. Ro. Ikke roning, som danskere kender det i smalle både med en, to eller fire roere. Mindst seks skal der til at styre de tunge træbåde i mål. Og ej at forglemme styrkvinden, Katarina, der skal holde drengene i sving og styre dem på rette vej. Til sejren.
