Sport er kun fordummende for den, der i forvejen er disponeret for dumhed. Årets Tour de France har vist, at cykelsporten disse år er en veritabel hvepserede af ungdom, der ikke er bange for at stikke ud, tænke højt, skrive skarpt. Det skal man være både blind, døv og forstokket for ikke at opfange. En befriende elitær indstilling præger især den franske rytterskare. Romain Bardet har med al ønskelig tydelighed vist, at en fuldblods eliteatlet aldrig kan stille sig tilfreds med at køre efter en podieplads. Hans eneste og inderste drivkraft er viljen til sejr. Der er rigeligt af ryttere, der stiler efter en femteplads. Ingen nævnt, alle glemt.
En eliteatlet er ikke et dydsmønster, men en mønsterbryder. Eliteatleten lever et usundt, ekstraordinært og tragisk liv i en verden, der er eksklusiv og nietzscheiansk. Cykelsportens metier går ud på at identificere svagheder hos andre for efterfølgende at udnytte disse maksimalt. Det skal gøre ondt. Eliteatleten har ikke pligt til at udtale sig kløgtigt, lige så lidt som kloge hoveder har pligt til at dyrke elitesport. Alligevel har årets felt været en fornøjelse at følge på et intellektuelt plan, men det kræver, at man undlader at gøre sig tåbeligere, end man er, hvilket indimellem kan synes at være en dansk folkesport.
