Selvfølgelig er fodboldklubberne i den danske kvindeliga glade for landsholdets sølvsucces ved EM. Det øger opmærksomheden, kan måske åbne døren til nogle nye indtægtsmuligheder og er i sidste ende et cadeau til talentarbejdet ude i foreningerne.
Men de gode resultater ved slutrunden i Holland er lidt af et tveægget sværd for den hjemlige liga, 3F Ligaen, der begynder i dag. For samtidig styrker det interessen for de bedste danske spillere, der stadig oftere får tilbud fra økonomisk stærkere klubber i udlandet, for eksempel i Sverige, Frankrig, England, Tyskland, Spanien og USA.




























