Fodbold: 19-årige Carl Lange spillede en bevæget hovedrolle, da HIK fra 2. division var 2 minutter fra at sende Silkeborg fra Superligaen ud af DBU Pokalen. Carl Lange scorede til 1-0, brændte en kæmpechance i anden halvleg lige inden Davit Skhitladze og indskiftede Jens Martin Gammelby gjorde det til 2-1 til favoritterne, men efter 85 minutter lagde Carl Lange op til indskiftede Andreas Smeds udligning, og i den forlængede spilletid scorede Carl Lange til 3-2 med en fræk afslutning fra en spids vinkel. Efter 119 minutter udlignede Jeppe Gertsen til 3-3 på et hovedstød og fremtvang dermed en straffesparkskonkurrence, som Silkeborg vandt 4-3 efter to redninger af Peter Friis Jensen. Silkeborg skal i ottendedelsfinalen møde Lyngby på udebane.
Fodbold: Nederlaget på udebane på 3-0 til Brasilien blev den sidste landskamp for den 30-årige chilenske Bayern München-spiller Arturo Vidal, der efterfølgende meddelte sin landsholdsafsked på Twitter. Arturo Vidal spillede 99 landskampe og var med til at gøre Chile til sydamerikansk mester i 2015 og 2016, begge gange ved at besejre Argentina i straffesparkskonkurrencer efter 0-0-kampe. Også Chiles landstræner, Juan Antonio Pizzi, tog sin afsked efter den kiksede VM-kvalifikation, hvor 2 mål dårligere målscore skilte Chile fra den playoffkamp mod New Zealand, som Peru sikrede sig med 1-1 mod Colombia i sidste runde.




























