I søndags stævnede en dansk verdensmester ud fra havnen i Lissabon til sit livs længste sørejse, der på ingen måde kan måle sig med de udfordringer, hun er vant til, trods en status som både OL-bronzevinder og verdensmester.
Men at Jena Mai Hansen, som den første kvindelige danske sejler i Volvo Ocean Race, den næste måned skal krydse ækvator på vej mod Cape Town på den afrikanske sydspids, kan vise sig at være meget mere end en stor oplevelse for en enkelt, eventyrlysten sejler.




























