Fodbold: Manchester City havde uventede problemer med at besejre West Ham i Premier League. West Ham førte ved pausen på et hovedstødsmål af Angelo Obbonna. Efter en udligning af Nicolas Otamendi på oplæg fra indskiftede Gabriel Jesus scorede David Silva på akrobatisk vis sejrsmålet i 82. minut på en aflevering fra Kevin De Bruyne. Dermed er City fortsat 8 point foran Manchester United, der i går slog Arsenal 3-1 trods et direkte rødt kort til Paul Pogba.
Håndbold: Med en knusende sejr på 35-20 over Gorenje Velenje er Skjern sikker på at vinde gruppe C i Champions League, hvilket gør cheftræner Ole Nørgaard stolt. »Det er ikke sådan, at danske hold per automatik kan kigge på puljerne og sige, at der skal de videre. Der skal en rigtig god præstation til. Vi har været meget overbevisende i alle hjemmekampe og formået at hente flere point på udebane, end vi havde troet. Alt i alt er vi rigtig godt tilfredse«, siger Ole Nørgaard til Ritzau. Skjern skal nu måde ukrainske Motor Zaporozhye i en playoffkamp.




























