Ingen er usårlig, men for atleter i verdenseliten er det nærliggende at føle sig netop sådan.
Line Widt Daugaard kan i hvert fald godt genkalde sig fornemmelsen, fra dengang hun var en bedre håndboldspiller end stort set alle andre på kloden.
Fysisk og mentalt befandt midtjyden sig på toppen af sin ydeevne, da hun i 2004 var med til at vinde olympisk guld i Athen og fik sat sit personlige aftryk på den afsindige afslutning med Danmarks tredje scoring i finalens afgørende straffekastkonkurrence mod Sydkorea.
Hele verden så tv-billeder af Line Widt Daugaard, der twistede sejrsdans i trøje nr. 19, inden hun fik sin guldmedalje om halsen og blev kåret som den bedste venstre fløj i den olympiske turnering. Det blev kulminationen på en karriere, der også bød på de største europæiske og nationale titler foruden en plads i top-5 ved kåringen af verdens bedste håndboldspiller i et forløb, der – afbrudt af en fødsel – fortsatte på klubplan frem til 2010.
