Lyt til artiklen

Gem artiklen Gemt Læst

Afspil eller pause lyd

Henter...

Hvad er der galt med os danskere?

Er vi nogle småtskårne sataner, der har svært ved rigtig at glæde os over egen succes og medgang – og har det bedst, når det går naboen og andre skidt?

Eller sagt på denne måde: At egen succes er bedst, vist så, vist så – men at andres ulykke er bestemt heller ikke at foragte. Snarere giver det virkelig god sjælevarme at gnide sig i hænderne over elendigheden på den anden side af hegnet.

Et vanvittigt mirakel

SE NU BARE PÅ fodboldklubben FC København, som klarer sig ad helvede til i Superligaen i denne sæson, men som har succes på den internationale scene, og som ad den vej hiver millioner i kassen.

Senest blev det til en Europe League-sejr over Moldova-klubben med det ganske besynderlige navn FC Sheriff grundlagt af – og så giver det selvfølgelig mening – af en tidligere sherif, en politimand ved navn Victor Gusan, der synes at dele sit liv mellem fodbold og amerikanske westernfilm.

FCK-spillerne glædede sig åbenlyst over sejren i iskolde Parken, men de havde på forhånd slået fast, at en sejr og fortsat deltagelse i den europæiske turnering kun ville være et tyndt plaster på det blødende sår – et sår fremkaldt af mestrenes nedtur i ligaen, hvor muligheden for at genvinde mesterskabet fortaber sig i helt vanvittige mirakler i klasse med tog til tiden og et velfungerende skattevæsen.

Og i medierne, blandt eksperterne og specialisterne med alvorsfurede pander er der ikke megen glædesfokus på, at ’nye’ hold kommer til fadet, og at det måske bliver en vidunderlig hæsblæsende mesterskabsduel mellem Brøndby og FC Midtjylland.

Nej, det handler om FCK’s fiasko, om den store velhavende klubs krise. En herlig, opkvikkende krise, der kalder det bedste frem i journalisterne.

Sportsblik: Det danske fodbold&shylandshold var bedst for 70 år siden, siger afdød stjernespiller

SÅ KAN VI SKRIVE om elendigt spil, om fejlindkøb, om falmede stjerner, om mistrøstig indsats, om millionærernes slatne holdning og ugidelighed.

Og desuden kan de mere barske af os gribe en rusten kniv og begynde at kradse lidt i den gale norske træner Ståle Solbakkens gyldne facade. Sådan rigtig ridse og kradse i den store uovervindelige mestertræner, der blev gjort til grin mod SønderjyskE og FC Nordsjælland.

Sportsblik: Hvad ved vi egentlig om hattricks – og hvad tror vi?

Ja, ja, større er han altså ikke, siger vi, og mon ikke, det er på tide, at Solbakken-fyren humper hjem til Norge?

Nej, det gør han ikke, forsikrer han medierne. Solbakken bøjer sig ikke for en smule modvind, hverken i resultatlisterne eller hos de medier, der elsker at bygge folk op med superlativer og rosesuppe, men som med lige så stor glæde griber hakke og skovl for at klargøre graven. Bygge op og rive ned synes at være en særlig dansk nydelse.

Stilstand accepteres ikke

MÅSKE SKULLE VI – medierne, pengemændene, eksperterne og tilhængerne – have lidt større tålmodig og acceptere, at det tager tid at skabe et mesterhold, når man lige har solgt alle de profiler, der gjorde det så godt sæsonen forinden.

Begge dele kan ikke lade sig gøre: At sælge og omsætte den sportslige succes til et smukt og imponerende millionoverskud og samtidig forvente, at maskinen kører videre, som om intet er hændt.

Nej, det, der burde have været en nogenlunde stille indkøringssæson med nye folk på en række pladser, er i stedet blevet til en gigantisk krise. Fordi stilstand eller tilbagegang ikke accepteres under selv de mest indlysende omstændigheder.

Hallo – Ståle Solbakken har ’afleveret’ sit stærkeste og mest stabile hold til udlandet, mens Brøndby gennem et par sæsoner har arbejdet tålmodigt på at sammentømre et nyt storhold og skabe en mere aggressiv stil end den, man hidtil har dyrket. Det skal gøre forskel – og den slår igennem nu. Og måske også i næste sæson.

Derefter kan billedet vende igen. Og heldigvis for det. Hvis ikke det siddende mesterhold hele tiden udfordres kvalitativt, så lammes ligaens nerve. Så dør interessen.

Sportsblik Boykot af VM? I kan rende og hoppe! Penge er vigtigere end idealer og politisk drilleri!

NEDE I TYSKLAND prøver det kvindelige håndboldlandshold, der stadig har et godt tag i de danske tv-seere, at vende tilbage til ’historisk’ storhed. Til de dage, hvor de danske kvinder havde fast folkeregisteradresse øverst på sejrsskamlerne.

Der spilles om VM-titlen – og både DR og TV 2 transmitterer kampene med overvældende begejstring, dog på skift. Og nu er holdet dælme i kvartfinalen. Mod Sverige.

Sportsblik: Den danske sport er en ung stærk kvinde

I sidste uge fik Danmark 'betydningsløse' smæk af stormægtige Rusland, som trænes af en grov karl, der aldrig nogensinde har deltaget i – og som heller ikke kommer til det – en pædagogisk rundkredssamtale.

Jevgeni Trefilov er hans navn, en stor, ilter bamse, hvis speciale er at se rasende ud. Og som ikke er bange for at stikke sine spillere et par flade, hvis de ikke hører efter i timen – og som i øvrigt mener, at det danske landshold er svækket af, at hjemlandets talenter står i skyggen af importerede udenlandske spillere. Det betyder, sagde russeren i en samtale med nyhedsbureauet Ritzau, at spillerne ikke hærdes hurtigt nok.

Det er noget af det, landstræner Klavs Bruun Jørgensen arbejder med, når han råder over spillerne: hærdningen. At give sine spillere en bedre fysik, at gøre dem kropsligt stærkere, at give dem bedre betingelser og forudsætninger til ’slagsmålene’ i den internationale top.

Vil det slå igennem allerede ved dette VM? Det kan man selvfølgelig håbe på, men på ingen måde tillade sig at forvente. Slet ikke. Uden at det så samtidig er en fiasko.

For heldigvis synes der at være et tålmodigt syn på det arbejde, Klavs Bruun er i gang med. I hvert fald erklærede Dansk Håndbold Forbund sig tilfreds med at se det danske hold i ottendedelsfinalerne – for det var tilsyneladende målsætningen. Og nu er det pludselig kvartfinalen.

Landstræneren og spillernes arbejde skal efter planen først kulminere om et par år: ved VM i december 2019 og ved OL i sommeren 2020, begge gange i Japan. Til den tid er målet medaljesucces – og bestemt ikke nogen sjov fiasko.

Sportsblik: Giv legene til tyskerne - for altid

SVØMMESTJERNEN Rikke Møller Pedersen, en af dansk idræts helt store og festlige profiler i de seneste 8 år, fylder 29 i næste måned.

Den tidligere dobbelte verdensmester Lotte Friis er stoppet, den 6-foldige verdensmester Jeanette Ottesen – 50 internationale medaljer og 30 år om tre uger – er gravid, og Mie Ø. Nielsen er først nu tilbage efter lang pause og ’Vild med Dans’-tv.

Ja, og hvad så? Det betyder da, at en meget lang og gylden periode for dansk kvindesvømning er ved at rinde ud med den konsekvens, at nye navne skal sættes ind på kursen mod sejrsskamlen.

Denne uges kortbane-EM i Royal Arena på Amager bliver derfor ingen stor og bragende dansk medaljefest. Bevares, det kan nok blive til nogle stykker, men det kan også ende med slet ingen. Heller ikke til den olympiske guldvinder Pernille Blume, der får verdens bedste kortbanesvømmere som modstandere.

Men hvad så med OL i 2020 og 2024? Nye navne er på vej, bl.a. sprintertypen Julie Kepp Jensen, der var bare 16 år ved OL i Rio, og den 17-årige dobbelt junior-EM-guldvinder, Katrine Bukh Villesen – et sejt nordjysk supertalent. Vis dem tålmodighed, og det vil blive belønnet.