Lyngby Boldklub bekræfter fredag eftermiddag, at superligaklubben har udbetalt løn til spillerne.
Dermed undgår klubben en truende konkurs og er reddet økonomiske her og nu.
Oplysningen blev bekræftet til en gruppe journalister på klubbens anlæg fredag eftermiddag, og den sætter et foreløbigt punktum for en længere periode med uvished omkring klubbens overlevelse.
Oplysningen kommer på dagen, hvor Superligaen genoptages efter vinterpausen. Lyngby møder søndag Brøndby på eget græs.
Den detaljerede plan kommer senere
Klubbens ledelse har kæmpet for at nå i mål med en redningsplan, og det forventes, at Lyngby senere offentliggør detaljer i den plan.
Tidligere fredag kunne flere medier berette, at Lyngby ville udbetale lønnen inden fredagens deadline, og fredag eftermiddag blev spillerne orienteret ved et møde i klubbens omgivelser.
Herefter dukkede spillerne op en efter en, og det skete med smil på læberne og med opadvendte tommelfingre.
Spillerne bekræftede til Ritzau, at de havde fået lovning på løn, og at fremtiden ser lys ud i Lyngby Boldklub.
ritzau
fortsæt med at læse




























