Et olympisk arrangement er ikke blot en sportsfest. Det er også et gigantisk logistisk arrangement, hvor ufattelig mange elementer skal passe sammen for at blive til en velsmurt enhed.
Blandt andet skal et system af busser på størrelse med Movias operation i København sørge for, at eksempelvis det talstærke pressekorps kan transportere sig rundt mellem arenaer og pressecentre.
Netop busserne er ved hvert OL garant for en historie eller to. Det kan jeg skrive under på.
I den ovale arena regerer Holland på alle fronterI London for snart seks år siden opstod der en uheldig bussituation, da jeg skulle retur til den olympiske park fra Greenwich, hvor skydeanlægget lå. Af uklare årsager forvildede jeg mig ind i en bus reserveret til atleterne og endte derfor på den forkerte side af hegnet ved endestationen.
Kun fordi to yngre frivillige amerikanere lukkede mig ud af en bagindgang efter en streng belæring om, at de altså ikke kunne have journalister løbende rundt derinde, blev miseren løst, inden det fik alvorligere konsekvenser som eksempelvis en klippet akkreditering.
Fire år senere i Rio de Janeirio var busserne igen i centrum, men af alle de forkerte årsager. Uden at tage munden for fuld tør jeg godt sige, at værterne ikke var helt på toppen af bussituationen.
Der gik en uge af legene, før der kom en køreplan, og den tog chaufførerne i øvrigt ikke alt for højtideligt. De kørte, når det passede dem, hvis de da overhovedet kørte. Ofte dukkede der nemlig slet ikke nogen bus op.
Når bussen så kom, var det næsten med sikkerhed Ayrton Senna, der sad bag rattet. Eller i hvert fald en, der troede, han havde evner som den navnkundige og nu afdøde brasilianske formel 1-verdensmester, for stærkt gik det.
Og her er vi så i 2018 i Sydkorea, hvor alt bare kører på en snor. Evigt smilende frivillige viser tålmodigt vej til bussen, der kommer og kører til tiden, og chaufførerne er til at stole på. Rigtig meget endda.
Amerikansk fænomen kan blive den største ved OLDa Politikens udsendte skulle fra hovedpressecenteret til skøjtehallen, indebar det et busskifte ved tv-folkenes hovedkvarter. Chaufføren sagde i hvert fald, at han skulle have en timeout, og at jeg lige kunne nå bussen foran.
Ikke så snart var jeg trådt ud, før bussen selvfølgelig kørte. Jeg kiggede lidt opgivende på chaufføren, der handlede hurtigt og råbte: »Hop ind«, hvorefter han optog forfølgelsen af den smuttede bus.
Frem med mobiltelefonen og ringe til den anden bus. Der blev sagt en masse på koreansk, og meget af det var med den karakteristiske asiatiske growlen, der lyder som en voldsom gang fornærmelser. Men det virkede, for efter en kilometers busjagt stoppede den, og jeg kunne skifte.
I øvrigt er alle busser udstyret med en stor Samsung-fladskærm lige over chaufføren, så vi ikke går glip af et sekunds OL.
En af dagene var det dog et helt andet program, der kørte hen over skærmen. Noget med stolte ejer af meget store hunde. En kollega spurgte chaufføren, om han ikke kunne skifte kanal til sport. Og selvfølgelig kunne han det. Men bizart nok endte han på en kanal, der viste wrestling. I Sydkorea, midt under vinter-OL i en bus, der bragte journalister rundt til konkurrencerne.
fortsæt med at læse
