Som Sondre Nordstad Moen denne morgen kommer hostende henad stisystemet ved Kerio View Hotel i Riftdalen i Kenya, er det ikke rigtig til at få øje på, at der gemmer sig lidt af en supermand i den spinkle krop. Klokken er 7.15. I den sidste halve time har løber efter løber med søvndrukken mine forladt stien på vej til dagens første træningspas.
Sondre Moen har det tydeligvis ikke alt for godt. Minder om arketypen af den til hypokondri grænsende sportsmands evindelige bekymring for, om noget slemt er på vej. En ru stemme afslører, at noget er i svælget. Gentagen hosten har i et par dage alvorligt forstyrret løberlivets destillerede monotoni af træning, massage, hvile og kost.
Vi befinder os i kenyansk højland, en hane galer og en hund bjæffer, mens vi spadserer en kilometers penge op ad bakken til landevejen, der skal lægge asfalt til de første kilometer af dagens første træningspas.
I urbane centre som Nairobi og Mombasa vil de kalde det udkants-Kenya. For langdistanceløbere med ambitioner er vi i verdens centrum. Det er derfor, den 27-årige mand fra Trondheim bevæger sig afsted på de fremmede grusstier. I et par dage har Sondre Moen diskuteret med sine omgivelser, om dårligdommen monstro skyldes støvkorn fra de tørre, røde jordveje, han er nødt til at inhalere, når biler passerer. Eller om han er ramt af den infektion, der virker til at have taget kollektivt bo hos Kerio View-hotellets gæstende landholdsløbere fra Tyskland, Schweiz, Hviderusland og Tunesien på træningslejr.
