Velkommen til tirsdagens udgave af Politikens sportsdøgn. Her er de vigtigste historier netop nu.
Tennis: Ferie over førsteplads. Det er årsagen til, at Caroline Wozniacki ikke vil være at finde som nummer et på kvindernes verdensrangliste, når den seneste udgave kommer i begyndelsen af næste uge. Wozniacki har nemlig valgt ikke at deltage i denne uges turnering i Dubai, som hun ellers spillede med i sidste år. Det betyder, at hun ikke forsvarer de 485 point, hun optjente i 2017. De point er nok til, at Halep generobrer førstepladsen, da hun hverken deltog i Dubai-turneringen sidste år, eller kommer til at gøre det i år. Wozniacki nåede dermed fire uger som verdens nummer et, efter hun slog netop Halep i finalen ved Australian Open. På den kommende verdensrangliste har Halep 7965 point, mens Wozniacki har 7525 point.




























