Er dommerne eller spillerne gået helt amok? Går en plads i slutspillet forud for hensynet til modstanderne? Eller er der tale om noget så teoretisk som et sammenfald af statistiske tilfældigheder?
En stigning i antallet af røde kort i Superligaen på 77 procent i forhold til sidste sæson lyder umiddelbart voldsomt dramatisk. Alene i de seneste tre runder er 6 spillere blevet strittet ud før tid, og som det fremgår af nedenstående grafik er frekvensen af udvisninger den højeste i 17 år.
Da AaB’eren Magnus Christensen kom for sent med en tackling og fik sit andet gule kort i torsdagens kamp mod Silkeborg, markerede det et lille jubilæum: Den 20-årige frederikshavner fik den tvivlsomme ære at at modtage rødt kort nummer 800 i Superligaens historie.
Men netop kombinationen af to gule kort i samme kamp kan være en væsentlig årsag til den eksplosive stigning af udvisninger, påpeger den tidligere Superligadommer Henrik Nystrup Kragh, der er formand for DBU’s elitedommergruppe.
